2. division

Skive i 1. Division fra næste sæsson!!!

Det blev nøjagtig så spændende og dramatisk som forventet, men i sidste ende lykkedes det for Skive at sikre sig oprykning til 1. division, da man søndag var vært for den afsluttende fællesrunde på Skivehus Skole.
Det begyndte mildt sagt ikke for lovende i Skives egen kamp mod Randers. Den i de første seks runder så velspillende Erling Møller Nielsen mistede meget hurtigt en officer som sort mod Aage Olsen (1996), og ikke længe efter var bræt 4 tabt. Heller ikke holdleder Claus Støvring ramte sit normale niveau som sort mod Svend Aage Madsen (2047), og dermed blev det 0-2.
Efter 3½ times spil var vi endnu ikke kommet på tavlen. Så begyndte der at ske noget. Lars Schøning vandt i fin stil med de hvide på bræt 7 over Kaj Nielsen (1648), mens først Henrik Smedemark, som havde hvid på bræt 3 mod Jes Winther (2100), og Michael Glibstrup som sort mod Oluf Øe (1909) på bræt 6 tog remis. Dermed var stillingen 2-3, og i nabolokalet, hvor den anden oprykningskandidat, Silkeborg, mødte Jetsmark 2, var stillingen 3-3, og Silkeborg-folkene efter sigende meget optimistiske på de to resterende brætter, så det lignede 5-3, hvilket ville tvinge Skive til at få 2½ point i de tre uafsluttede partier.
På bræt 1 så Rasmus Thøgersen, som med de hvide brikker mødte Arne Christiansen (2070), en overgang ud til at være kommet galt af sted, da han mistede en kvalitet, men heldigvis spillede Christiansen ikke det stærkeste i fortsættelsen, og Rasmus vandt kvaliteten tilbage. På trods af en merbonde til Rasmus var det uligefarvede løberslutspil derefter remis.
Dermed så det ud til, at vi var nødt til at vinde de to sidste partier. På bræt 5 havde Per Nielsen med de hvide brikker en kvalitet for en bonde mod Steen Juul Mortensen (1999), mens Jørn Hviid med de sorte på bræt 8 førte med en bonde mod Finn Andersson (1606). En vis fordel begge steder, men let så det ikke ud. Pludselig blev opgaven lettet betragteligt, da det stærke Silkeborg-førstebræt Per Knudsen i lokalet ved siden af tabte efter at have overset mat i ét træk. Dermed kunne vi klare os med to remiser hos Jørn og Per, og de blev hurtigt tilbudt og modtaget. Dermed vandt Randers holdkampen 4½-3½, og ved siden af forsvandt der yderligere et halvt point for Silkeborg, der så ligeledes tabte sin match mod Jetsmark 2 med 3½-4½.
Dermed vandt Skive rækken med 34½ p., foran Silkeborg med 33½, Randers og Viby med 31 og Jetsmark 2 med 30½. Aalborg 2 nåede med en 5-3 sejr over Holstebro op på sjettepladsen og skal nu møde Bov 2 i en kamp om at forblive i 2. division. Holstebro, som ellers i sidste runde var forstærket med ingen ringere end GM Peter Heine Nielsen, må sammen med Thy en tur ned i mesterrækken.
Flot sæson af Skive, der havde Lars Schøning og Per Nielsen som topscorere med 5½ p. Og ja,1. division ser skræmmende svær ud, men den tid, den fornøjelse…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *