European Senior Team Chess Championship, Mali Losinj, Kroatien
Fra 17.-26. september deltog Morten Fabrin og jeg i senior-Europamesterskabets +65-klasse, hvor vi sammen med brødrene Preben og Jørgen Løvgren Nielsen fra Roskilde (som jeg ikke er i familie med!) udgjorde holdet ’Roskilde-Skive.’ Ud over os deltog endnu et dansk hold, nemlig ’SK 2012’ med Steen Juul Mortensen som kaptajn. I juniorklassen (+50) var Danmark ikke repræsenteret.
Morten havde stået for logistikken med tilmelding, hotel mm., og han klarede også transporten i Volvoen – 1600 km hver vej, med en overnatning på halvvejen. Alt fungerede upåklageligt, og vi kunne koncentrere os fuldt ud om skakken. Alle partier blev sendt live på nettet, så både gode og dårlige træk blev nådesløst stillet til skue for alverden…
Vi lagde ud med det stærke finske hold og tabte ½ – 3½. Jeg var liiiige ved at holde mit dronningslutspil mod GM Rantanen. I 2. runde mødte vi så landsmændene, som det lykkedes at slå med hele 4-0! Den dag blev der gjort flittig brug af håneretten.
Herefter gik det op og ned, vi mødte (flest) stærke hold, og det blev snart klart for mig at mit åbningskendskab er aldeles utilstrækkeligt til modstandere af denne kaliber. Mod Rusland sad vi over for 2 GM’er og 2 IM’er og blev udraderet 0-4. Min modstander GM Sveshnikov udnyttede en lille åbningsfejl til at skaffe sig en slutspilsfordel, og så var det bare ’endnu en dag på kontoret…’ Bagefter forsøgte jeg at praktisere mit russiske, men om det nu skyldtes min mangelfulde udtale eller stormesterens mangel på interesse blev det ikke til noget.
Rusland vandt mesterskabet med maximumpoint 18, og vi sluttede som nr. 8 med 9 points – lidt bedre end seedningen som nr. 10. SK 2012 blev nr. 12 med 7 points.
Ind imellem runderne var der tid til badning i Adriaterhavet eller vandreture i det smukke landskab. Det var en fin kombination af skak og ferie.