2. division

Holdkamp 2. Division Skive 1 – SK 1968 3

Skive 1 havde i fjerde runde af 2. division hjemmebane mod tredje holdet fra SK1968. Vi var på trods af afbud fra både Henrik Smedemark og Claes Løfgren favoritter med en forventet score på 5,44. De tre foregående runder havde århusianerne dog scoret markant over forventet, så vi kunne ikke forvente en nem kamp. Det blev det heller ikke.

På bræt 1 spillede Thomas Thybo remis. Undervejs var der måske mere i stillingen, men de endte ud i et tårnslutspil, som blev remis.

Lars Schøning havde med de hvide på bræt 2 spillet sig til en angrebschance, som så lovende ud, men han byttede om på et par træk i planen, og så løb angrebet ud i sandet. Lars overvurderede sin stilling i det fremkomne slutspil med dronning og to tårne og lige mange bønder til hver og afslog remis. De fremskudte bønder på e6 og d5 viste sig at være svage fremfor gode især efter afbytning af dronningerne. Modstanderen vandt de svage bønder og kørte slutspillet sikkert i hus.

På tredje bræt spillede Jørn Hvid den sene fase af åbningen bedst. Han havde ofret en b-bonde, som nu blev vundet tilbage i centrum. Herefter blev stillingen bedre og bedre og Jørn vandt to bønder. I forsøget på at holde sammen på den tabte stilling tabte modstanderen på tid.

Jeg vandt på bræt fire efter at kombinationen af udviklingsforspirng og uligefarvede løbere havde vist sig for farlig. Den sorte konge endte med at blive fanget i et matnet ude midt på brættet.

Morten Fabrin så ud til at have fået en stilling, han plejer at sætte pris på og spille godt, men et eller andet gik galt, og lige pludselig havde modstanderen et ubehageligt angreb. Mortens brikker var passive og koordinerede dårligt, så det lykkedes ham ikke at holde sammen på stillingen.

På bræt 6 testede Per Nielsen for Gud ved hvilken gang holdlederens nerver ved at bruge meget lang tid. Med ca. 1½ minutter plus tillægstid til en hel del træk valgte han at ofre en springer for 2 måske tre bønder frem for at forsætte som hidtil med passivt forsvarsspil. Ved korrekt spil havde det måske nok resulteret i nogle modchancer, men hvid må stå bedst. Fru Fortuna var dog på Pers side denne dag, for modstanderen kom til at udføre træk to i den planlagte trækserie før træk et. Dermed blev dronningen ikke flyttet væk fra den truende springer. Per slog dronningen og var hermed foran med dronning og to bønder for to springere. Forståeligt nok ville modstanderen lige se Per klare tidnøden og nå træk 40. Kort efter træk 40 gav han op.

Hverken hos Michael Glibstrup på 7 eller Knud Peder Jensen på bræt 8 skete der det store begge steder forblev stillingerne ret lukkede og udefra set i balance hele tiden. Det endte derfor helt naturligt med to halve.

Vi endte altså med at vinde 4½ – 3½ uden for alvor at være i nærheden af de 5½, som ville svare til vores forventede score. Alle enkeltresultaterne kan ses: HER

De øvrige tre kampe i rækken endte alle 4 – 4. Dermed udbyggede vi forspringet til Nordre 2 med ½ point, så vi nu fører rækken med 2½. Stillingen kan findes her: Her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *