Philip lynede i sæsonafslutning
Philip Nielsen vandt klubmesterskabet i lynskak, da sæsonens sidste dueller blev udkæmpet på Skivehus Skole. 14 spillere deltog i mesterskabet, der blev afviklet over ni runder i en stor Monradgruppe, og der var spænding om mesterskabet til det sidste, idet Philip før sidste runde delte førstepladsen med Jørn Hvid. Jørn måtte ned i sit parti mod Lars Agger, mens Philip gjorde arbejdet færdigt ved at besejre Martin Diderichsen. Philip sluttede dermed på 7½ point, fulgt af Jørn, Frode Meldgaard og Oleh Sivachenko, alle med 6½ point, mens klubmesteren i nærskak, Claes Løfgren, nåede 6 point på femtepladsen.
Ud over præmierne til Philip og Jørn, som havde bedst korrektion af de tre på 6½ point efter som den eneste at have vundet over Philip, blev der uddelt ratingpræmier til Martin Diderichsen, som opnåede 4 point på niendepladsen, og til Niels Jensen og Emma Nielsen, som delte 10. pladsen med 3 point.
Alle resultaterne kan ses her: DSU turneringssystem (skak.dk)