Klubturnering

Knusende overlegen klubmester

Der var ikke just behov for fintælling, da sæsonens klubmester skulle findes. Titlen gik igen-igen til Claes Løfgren, som på vejen mod i alt 18 point af 21 mulige i sæsonens tre klubturneringer ikke bare vandt alle tre turneringer, men også lavede kandidatresultat i den første med 7 af 7. De nærmeste forfølgere i den samlede stilling var Jørn Hvid med 12½ og Philip Nielsen med 12 p.

I Forårsturneringen afgav Claes tre remiser. Thor Hammershøj havde muligheden for at vinde Forårsturneringen, da han skulle møde Claes i sidste runde, kun ½ point efter, men Thor følte sig nødsaget til at satse for at jagte gevinsten, og det kom han ikke særlig godt fra.

Philip sikrede sig andenpladsen i Forårsturneringen med 4½ point uden nederlag undervejs, mens Jørn også nåede 4½ point på tredjepladsen, fulgt af Thor, som sluttede med 4 point som nummer fire.

Lars B. Agger sikrede sig både oprykning og tilbagevenden til mesterspillernes rækker ved at sætte sig solidt på basis 1, som han vandt med 6 af 7. Frode Meldgaard kom tættest på med 4½ point, mens Egon Frandsen og Frits Nielsen fulgte efter med 3½ point. Dermed har formand Frits nu sneget sig op over de 1700 i rating med et aktuelt tal på 1709.

I basis 2 sikrede Jakob Schultz Svenningsen sig oprykningen i rimelig overbevisende stil med 6 af 7, selv om en af gevinsterne kom i hus uden kamp. Jakob når dermed op på 1616 i rating, og det skal blive spændende at se ham bide skeer med modstanderne i basis 1 efter sommerferien. Bjarne Madsen var som den eneste i stand til at følge Jakob til dørs, men der var lige et par remiser for meget til, at det lykkedes. 5 point var dog nok til en sikker andenplads.

I basis 3 var det de to unge, der dominerede. Eskild Overlade Larsen satte kun ½ point til undervejs og vandt gruppen med 6½ point foran Emma Nielsen med 5½. Eskild rykker dermed op i basis 2 og er nu over 1100 i rating, mens det for Emma var kronen på værket i en fantastisk sæson, der har kastet cirka 400 ratingpoint af sig, og Emma er aktuelt på den gode side af 1200.

I alt var 31 spillere tilmeldt Forårsturneringen.