Holstebro huggede hårdt til

SKIVE 1 1 1/2 – 6 1/2 HOLSTEBRO 1

Thor Hammershøj 0 – 1 Thomas Stausholm Jepsen
Phillip Nielsen 0 – 1 Mads Overgaard Svendsen
Claes Løfgren 1/2 – 1/2 Jan Rode Pedersen
Michael Glibstrup 1/2 – 1/2 Peter Husted
Jørn Hvid 0 – 1 Erling Høiberg
Claus Støvring 0 – 1 Poul Erik Nielsen
Oleh Sivachenko 1/2 – 1/2 Henrik Lindholt Nielsen
Per Nielsen 0 – 1 Dennis Noe

Inden kampen lå vi ganske pænt placeret til at slutte på en af de tre øverste pladser, der efter det nye divisionssystem ville give anledning til at forsøge sig i 1. division i næste sæson – men efter denne afklapsning bliver det mere end svært at nå derop.
Veteranen Erling Høiberg tog nye metoder – London-systemet! – i brug mod Jørn og fik et udviklingsforspring, der satte vor mands kongestilling under hårdt pres. Det lykkedes Jørn at få byttet damer af, men derefter doblede hvid tårne på 7. række og det blev udslagsgivende.
Thors stilling så længe fin ud, men trods mange officerer på brættet havde modstanderen fået en fribonde, som han kunne skubbe fremad og dermed skaffe sig et overtag som afgjorde partiet til hans fordel.
Phillips modstander havde forskanset sig i en pindsvinestilling, men efter lidt ventetræk fra begge sider forsøgte han at komme til angreb med et bondeoffer. Det så ikke så farligt ud, men Phillip forsvarede sig for passivt og måtte opgive, da en binding til sidst kostede en officer.
Adskillige af matchens kampe endte i langvarige, seje slutspil. Michael havde nok en fordel – og senere også en merbonde – i sit parti, men der var uligefarvede løbere, og modstanderen havde ikke besvær med at forhindre Michael i at trænge igennem.
Claus’ parti blev en rolig Caro-Kann, som tilsyneladende mundede ud i et remisslutspil; men modstanderen afslog tilbudet og forsøgte gennem langtrukne manøvrer at bevise at hans springer var bedre end Claus’ løber. Det trak ud, og undervejs overså Claus at han kunne have krævet remis da den samme stilling var opstået for tredje gang. Til sidst lykkedes det Holstebromanden at få skaffet sig en fri randbonde, og det afgjorde kampen.
Også Oleh måtte efter et ret begivenhedsløst parti med mange afbytninger ud i et langt slutspil – her var det med tårne, og modstanderen forsøgte at udnytte en minimal fordel, som Oleh dog med præcist spil kunne neutralisere.
Sidste halvdel af mit eget parti forløb lidt ligesom Claus’ og Olehs – efter at have balanceret betænkeligt tæt på kanten af afgrunden i midtspillet fik jeg også afviklet til et remisslutspil, men også her var der stor kamplyst fra Holstebrosiden, og først da jeg i bondeslutspillet fik lejlighed til at demonstrere en vis forståelse for begrebet ‘opposition’ kunne vi give hånd.
Pers parti syntes også at være på vej mod en remis, da han overså en finesse der kostede en bonde, og gevinstføringen i slutspillet voldte ikke modstanderen problemer.