skak

Miraklet udeblev

Silkeborg-Skive 4½-3½

Per Knudsen-Dmitry Semenenko 1-0

Jacob Bang-Claus Støvring 1-0

Peter Kristensen-Philip Nielsen ½-½

Flemming Hundebøll-Claes Løfgren ½-½

Albert Poulsen-Thor Hammershøj ½-½

Peter Haarup-Vagnur Dam ½-½

Søren Mejrup-Per Nielsen ½-½

Michael D.F. Sørensen-Lars B. Agger 0-1

Det ville kræve noget nær et mirakel i sidste runde at undgå nedrykning – en 8-0 sejr over Silkeborg for eksempel – og den slags var det vist kun holdleder Støvring, der lod som om, han troede på. En sejr til sidst i fællesrunden på Viborg Ungdomsskole kunne have været et plaster på såret. Det lykkedes heller ikke, men trods alt leverede vi en af sæsonens bedre præstationer med det knebne nederlag.

Sidste år mødte vi også Silkeborg i sidste runde. Dengang tabte vi 5½-2½ uden et eneste gevinstparti. Sådan et fik vi denne gang, da Lars på bræt 8 spillede et flot parti med sort og lavede hul i stakittet for Michael Sørensen, som var mødt op med seks gevinster på stribe.

Om nogle af de fem remispartier for alvor var på vippen, tør jeg ikke sige. Vagnur og jeg stod begge lidt presset, men holdt sammen på det. Tabspartierne var vist regulære nok. Dmitrys stilling så okay ud efter åbningen, men derefter blev han langsomt kværnet af sin stærke modstander, mens Claus spillede galt i åbningen og så sig nødsaget til at satse hele butikken i et angreb, der lige akkurat ikke var nok bund i.

Summa summarum: Vi sluttede med 22½ point efter en sejr og seks nederlag, og der var hele fem point op til Holstebro på sjettepladsen, så det blev en meget klar nedrykning sammen med Randers. I år blev vi ikke reddet af en oprykning fra andetholdet, så vi må en tur ned i 9. hovedkreds’ mesterrække.

Thor var et af sæsonens lyspunkter med 4 point af 6, hvilket gjorde ham til klar topscorer. Claus og Vagnur gjorde det også pænt, men generelt var vores præstationer noget skuffende.