VM for seniorhold
Ca. 130 hold med ca. 600 spillere fra 27 nationer er samlet her i Radebeul ved Dresden, hvor VM for hold begyndte lørdag. Holdene er fordelt i 65+ og 50+, og jeg er i 65+ kommet med på et blandet hold med basis i SK 1968 fra Aarhus, hvor 3 af de 5 spillere dog kommer fra andre klubber.
To andre danske hold stiller op: I 65+ et meget erfarent seniorhold, SK 2012 bestående af Jens Kølbæk, Poul Erik Nørgaard Olesen, Arne Bjørn Jørgensen, Steen Juul Mortensen og Finn Andersson. Ikke det højstratede hold, men med de tre sidstnævnte spillere på hver ca. 2 meter nok på en anden måde det højeste i turneringen.
I 50+ deltager et hold fra SK 1968 bestående af brødrene Poul og Jan Rewitz, Gunnar Pedersen og Steffen Cordes. Jan Rewitz spiller dog normalt for Nordre.
Det hold, jeg spiller på og er holdleder for, består af John Mortensen, SK 1968, Preben Løvgren Nielsen, Roskilde, mig selv, Skive, Niels Møllmann Bøye, SK 1968 og med Michael Marshall, Sjælsø som reserve.
I første runde tabte SK 2012 ikke uventet 4-0 til de førsteseedede fra Rusland, mens SK 1968 i 50+ rækken vandt 3,5 mod 0,5 over et tysk hold.
Vi stillede i 65+ som seedet som nr. 39 op som underhunde mod et hold fra den tyske delstat Hessen, seedet som nr. 9, og tabte knebent med 1,5 mod 2,5. Det begyndte fint med, at Preben Løvgren Nielsen (elo 2004) tog imod en dronning, som FM Nehmert (2220) noget umotiveret satte i slag. Lidt efter tog jeg (2004) remis mod Bosbach (2119). Desværre måtte de to ægte 68ere John Mortensen (2069) og Niels Møllmann Bøye (1886) ned på 1. og 4. bræt mod FM H.J. Clara (2289) og Kargoll (2230). Navnlig Bøye stod ellers godt undervejs.
Stævnet virker meget velorganiseret, og vi bor og spiller på et Radisson Hotel. Det er imponerende at se, at alle mandlige turneringsledere er iført mørk habit, hvid skjorte og slips. Når vi ved, hvor svært det er at skaffe skakledere i Danmark, må vi indse, hvor meget endnu sværere det ville være, hvis vi skulle leve op til en sådan dress-code.
Vi er fra Danmark i alt 14 spillere og 1 tilskuer, der er kommet herned fordelt i en bil fra Sjælland, en stor bil fra Aarhus, et tog fra Midtjylland og en motorcykel med mig fra Fur.
Resultater mv kan findes:Her og på: www.skak.dk, og der er vist i alt 14 x 4 livebrætter i gang dagligt fra kl. 9.30.
I søndagens runde lykkedes det for SK 1968 i 65+ klassen at vinde med 3-1 over England 3. Remis med sort ved bræt 1 og 3 af John Mortensen (2069) mod Crombleholme (1974) og af Morten Fabrin (2004) mod Thymme (1911). På bræt 2 vandt Preben Løvgren Nielsen (2004) over Ewart (1913), og på bræt 4 sejrede Michael Marshall (1879) over Julie Denning (1641).
Mandag er modstanderen et ganske stærkt tysk hold seedet som nr. 21. I den kamp er det Morten Fabrins tur til at sidde over.
Det danske hold SK 2012 nøjedes med 4 remiser og dermed 2-2 mod det noget lavere ratede England 4.
I 50+ rækken gjorde SK 1968 en flot figur mod stærke Thyringen. Ved de to øverste brætter spillede Poul Rewitz og Gunnar Pedersen remis mod to stormestre, og også Steffen Cordes på bræt 4 spillede remis. Kun Jan Rewitz måtte ned, så det blev et hæderligt nederlag på 1,5 mod 2,5.