Uafgjort i Aalborg

Aalborg 2 4 – 4 Skive 1 30.1.2022

Christian Volmer Nielsen ½ – ½ Claes Løfgren

Thomas Heine Bech 0 – 1 Jørn Hvid

John Nyholm Hansen ½ – ½ Lars Schøning

Johann Stanislaus 0 – 1 Claus Støvring

Kamen Kalinov 1 – 0 Per Nielsen

Ture Jungberg Nielsen 1 – 0 Oleg Sivachenko

Uffe Hellsten ½ – ½ Philip Nielsen

Niels Gorm Andersen ½ – ½ Emil Diderichsen

Lørdagens storm havde lagt sig, og vi kørte nordpå i smukt solskinsvejr for at møde Aalborg 2 og forhåbentlig rette lidt op på de foregående runders miserable resultater.

Takket være Olegs GPS nåede vi frem til det anbefalede parkeringshus, som efter sigende skulle udgøre kælderen i den bygning hvor også spillestedet befandt sig. Så langt så godt, bilen blev fotograferet (den var heldigvis nyvasket) og mens vi fortvivlede forsøgte at finde en indgangsdør, var der heldigvis en ligeledes mundbinds-formummet herre der spottede vores prekære situation og med noget besvær gelejdede os på rette vej. Det viste sig at være en af vore modstandere, der dog heller ikke selv færdedes just hjemmevant i bygningen… men vi kom da omsider frem til spillelokalet på øverste etage.

Her mødte jeg straks min gamle ven Jens Johan, som fortalte at han var indkaldt som reserve. Men på mit spontane udbrud, at så var vi da i det mindste sikre på at få ét point, løftede Jens blot øjenbrynene og meddelte overbærende at det selvfølgelig var Aalborgs 1. hold han skulle vikariere på….

Det var jo en skam, og matchen startede også skidt. Oleg havde fået en stilling som ikke passede ham særlig godt, men et lovende officersoffer skulle rette op på sagerne. Desværre var der et gevaldigt hul i beregningerne, modstanderen kunne afvise angrebet og afviklede køligt til et slutspil med merofficeren i behold, og Oleg måtte opgive.

I mit eget parti forsvarede min modstander sig med Slavisk, og som det ofte sker (i alt fald for mig) kom der ikke andet ud af det end at en del officerer blev byttet af, og en omtrent lige stilling opstod, måske endda en anelse bedre for sort. Da modstanderen endda foretog et aggressivt træk og ledsagede det med et remistilbud tog jeg imod den fremstrakte hånd.

Per var heller ikke sluppet så godt fra åbningen, men uligefarvede løbere gav dog håb om remis da man nåede frem til slutspillet, selv om modstanderen havde et par forbundne fribønder. En afgørende faktor blev dog at der også var et par tårne tilbage på banen, og fribønderne kunne ikke holdes tilbage.
I Emils parti var situationen lidt den omvendte – uligefarvede løbere, men med damer og tårne i behold kunne Emil presse på. Modstanderen holdt dog godt sammen på det hele, og Emil måtte lade sig nøje med remis.

Philip sad med et springerslutspil og en lidt dårligere bondestilling. Den slags kan være forfærdeligt svært at beregne, og modstanderen vovede sig da heller ikke ud i nogen risikable eventyr som lige så godt kunne være gået galt. Efter nogle trækgentagelser blev parterne enige om remis.

Jørn havde sat sit nye supervåben – Skandinavisk! – ind, og satte trumf på ved at ofre en bonde i 7. træk. Situationen udviklede sig absolut kaotisk, og adskillige officerer af begge farver levede livet farligt rundt omkring på brættet, indtil krudtrøgen lettede og Jørn kunne indkassere en springer. Modstanderen indså at slaget var tabt, og som sidste ressource forsøgte han et totalt meningsløst dronningoffer, formodentlig i håb om at se Jørn dratte ned af stolen af skræk. Men da dette ikke skete – og da et par lige så absurde tårnofre heller ikke havde den tilsigtede virkning – opgav han.

Lars havde løber mod springer i et ellers lige slutspil – det kan ofte udnyttes, men den fjendlige stillng hang godt sammen og var uden svagheder, og Lars’ forsøg på at finde et gennembrud var forgæves.

Tilbage sad Claus med en fordelagtigt stilling i slutspillet, der efterhånden udmøntede sig i at en bonde faldt, og siden en til. Modstanderen kæmpede længe sejt, mens bønderne langsomt men sikkert rykkede frem, men til sidst gik den ikke længere og han opgav.

Altså blev resultatet 4-4 i en kamp, hvor vi nok var svage favoritter.
Endnu var der dog forhindringer at overvinde – for hvor havde vi egentlig anbragt bilerne?! Efter lang tids søgen lykkedes det dog at lokalisere dem, og minsandten om vi ikke efter en del rundture i P-kælderen også fandt udgangen! Herfra kunne GPS’en erstatte de udmattede menneskehjerner, og vi nåede hjem til Skive i god behold.

Claes