Tæt topkamp
Skive 1 4 – 4 Viborg 1
Claes Løfgren 1/2 – 1/2 Allan Holst
Phillip Nielsen 1/2 – 1/2 Jes Harholm
Jørn Hvid 0 – 1 Claus Rossen
Claus Støvring 0 – 1 Peter Graves
Michael Glibstrup 1/2 – 1/2 Thomas Højbjerg
Oleh Sivachenko 1/2 – 1/2 Martin Høj Hansen
Per Nielsen 1 – 0 Jacob Graves
Thor Hammershøj 1 – 0 Byrial Jensen
Situationen i toppen af 2. division gr. 4 var ganske klar, da Skive Skakklub søndag den 12. marts stod for arrangementet af sidste runde: Viborg var 5 points foran Skive på de to første pladser! – så der skulle intet mindre end en sejr på 6 1/2 – 1 1/2 til for at indhente dem da vi mødtes.
Vanskelige odds, for at sige det mildt. Og Viborg var vist heller ikke indstillet på at løbe nogen risiko – hele 8 træk var spillet, da Olehs modstander tilbød remis, og Oleh modtog, tydeligvis også uden den store kamplyst.
Jørn forsøgte at sætte liv i kludene ved at lægge ud med Nimzowitschs forsvar og modsatte rokader. Men undervejs havde bondestillingen lidt skade, og da damerne blev byttet viste Claus’ initiativ sig snart at være farligst. Det udmøntede sig i en fribonde, som til sidst kostede en officer.
Også Michaels modstander tilbød flere gange remis, men Michael afslog og forsøgte at holde kampen i live. Men i midtspillet viste det sig efter nogle trækgentagelser at hvid ikke var til sinds at risikere noget som helst, og remis blev resultatet.
I mit eget parti havde jeg fået en meget passiv stilling, hvor jeg kun kunne vente på om min modstander ville åbne spillet eller ej. Men følgerne heraf var meget uklare, så han valgte at lade stillingen svæve og tilbød en remis, som jeg modtog.
Thors modstander manøvrerede noget omstændeligt med sine springere på de bagerste rækker, og Thor fik lejlighed til at anbringe en springer på d6, hvorfra den hæmmede det sorte spil som aldrig nåede over 6. række. Trykket udmøntede sig i gevinst af en bonde og siden en til, og Thor kunne afvikle til et enkelt vundet bondeslutspil.
Efter en sej kamp havde Phillip en bonde mere i tårnslutspillet – men alle bønderne stod uheldigvis over for hinanden på samme fløj, og modstanderen afparerede præcist Phillips forsøg på at gøre overvægten gældende.
Pers modstander mødte frem til kampen med den imponerende score 6:6! – og han gik optimistisk til værks ved at ofre en kvalitet for en bonde i midtspillet. Det gav også godt spil, og stillingen var nok ret lige, indtil hvid blev for ivrig med at indkassere endnu en bonde. Det gav Pers tunge artilleri lejlighed til at invadere kongestillingen med mat i få træk til følge.
Også Claus’ modstander havde gjort rent bord i de foregående runder – men han forsøgte sig dog med et remistilbud i en skarp midtspilsstilling med uligefarvede løbere. Men Claus afslog og forsøgte at komme til kongeangreb. Det hele mundede ud i et slutspil, hvor Claus måtte spille præcist for at holde remis – og det gjorde han. Men i en stilling hvor remisen var klart inden for rækkevidde så Claus spøgelser og opgav! Alle tilskuere var ved at falde over hinanden for at påpege remisvejen, og Claus ærgrede sig forståeligt nok. Men selv om en remis havde vundet kampen havde den dog ikke ændret ved slutstillingen i divisionen, og vi ønskede vennerne fra Viborg tillykke med oprykningen til 1. division.