Skivespillere til DM
Siden 2018 har Dansk Skak Unions påsketurnering været afholdt på Hotel Svendborg, og med den oparbejdede erfaring og det engagement som arrangørerne også denne gang præsterede blev det en meget vellykket arrangement for de 235 deltagere i turneringen.
Fra Skive Skakklub var vi 5 håbefulde spillere som tog afsted mod det sydfynske, fordelt på forskellige grupper. Denne gang havde vi hele to unge talenter med i kandidatklassen, hvor man spiller om retten til at deltage i landsholdsklassen næste år – det var Thomas Thybo og Phillip Nielsen, der skulle prøve kræfter med en masse andre talentfulde juniorer og nogle få som bare var talentfulde… modstanden var hård, men Phillip spillede med 2 1/2 p. præcist op til sin forventede score, mens Thomas fik 4 p. og dermed kunne notere en pæn ratingfremgang.
I gruppen Kort Påske 2, hvor man spiller 5 runder på 3 dage, fik Emma Nielsen en hård start da hun tabte de første to partier om torsdagen – men så blev der heller ikke givet mere ved dørene, Emma kom stærkt igen og vandt de sidste 3 partier.
Lars Agger spillede spillede i G5 gruppe 2 og er nok ikke helt tilfreds med sin præstation med 2 1/2 point i de 5 runder.
Claes Løfgren var med i veteranklassen og med marginalerne på min side i de første 4 runder havde jeg scoret 3 1/2 p. og kunne med bare en remis sikre sejren i gruppen; men i sidste runde gik klappen ned og jeg måtte “nøjes” med en 3. præmie.
Og udover skakken var der jo som altid lejlighed til at hilse på gamle og nye venner og følge kampen om Danmarksmesterskabet, hvor også klubbens ven og træner Jesper Thybo var med i en hovedrolle. Jesper fik en skidt start med nederlag i 1. runde, men spillede sig op igen og sluttede på 2. pladsen, 1 p. efter vinderen Boris Chatalbashev, som han endda slog undervejs.