2. division

Skive 2 leverede sensationen

2. division, gruppe 4:

Randers-Skive 2 3½-4½

Hvad de færreste troede muligt blev til virkelighed, da Skive 2 med hård fight og det yderste af neglene hentede den nødvendige sejr over Randers. Dermed reddede holdet livet som 2. divisionshold, og det er første gang nogensinde, at det er lykkedes klubben at overleve i divisionerne med to hold.

Matchen mod randrusianerne blev en sand gyser. Skive 2 kom bagud 1-2, da Mirsad tabte til Jannik Ø. Hansen på bræt 5, mens Thor på bræt 1 mod Arne Christiansen og Frode på bræt 6 mod Steen Juul Mortensen spillede remis. Derefter kom vi tilbage via gevinst til Morten på bræt 7 mod Jan Han Il Nam Petersen, og kort efter blev det 2½-2½, da Michael Ankersen opgav at vinde et uligefarvet løberslutspil med en bonde over mod David Bille Maagaard.

3–3 blev det i et nervepirrende parti mellem Lars Agger og Henrik Byrge. Først stod Randers-manden til gevinst, så fik Lars overtaget, og det lignede et afgørende pointtab, da han fik et slutspil med løber og den “forkerte” fribonde, som ikke kunne vindes. En formidabelt kæmpende Philip fik derefter klemt et helt point ud af dysten med Aage Olsen til en 4–3 føring. Men, men, men. Der manglede stadig et halvt point, og Emil sad tilbage med en bonde for lidt i et springerslutspil mod Svend Aage Madsen, og det lignede Randers-gevinst i det parti. Emil ville det imidlertid anderledes. Han kæmpede heroisk, og da begge kom langt ned i tid, kom der til sidst en fejl fra Randers-manden, der kostede merbonden, og så endte det i remis ved trækgentagelse. 4½-3½ til Skive 2 betød, at de to hold sluttede med lige mange brætpoint og lige mange matchpoint, hvorefter sejren i den indbyrdes match blev afgørende for, at det blev Skive, der klarede ærterne.

Til allersidst var Aalborg 2 tæt på at overtage nedrykningen fra Randers ved at gå helt ned i deres kamp mod Silkeborg, men 1-7 var lige nok til at holde sig foran Randers.

Skive 2 har brugt rigtig mange spillere i løbet af sæsonen og skullet leve med mange afbud fra både førsteholdet og fra egne rækker, men der er blevet kæmpet forbilledligt i alle kampe, og på den baggrund var det en fortjent belønning, at det lykkedes at undgå nedrykning.

Selv om han kun var med fire gange, blev Philip Nielsen holdets topscorer med 3½ point.