Skak på torvet
Tirsdag den 13. juni viste Skive Skakklub flaget på Rådhustorvet. Familien Nielsen havde sørget for at hente materialer, og der var stillet borde op under en baldakin, så vi ikke blev svedet helt af i den brændende sol. Og mens en troubadur fremførte følsomme kærlighedssange på scenen ved siden af udfordrede de fremmødte klubmedlemmer alle interesserede forbipasserende til et hårdtslående parti skak.
Selv om vejret nok var mere til skov og strand end til byens bagende brosten fik vi dog talt og spillet med adskillige, både nye og mere erfarne spillere. Spændende om vi får nogen af dem at se i klubben!