Silkeborg juleturnering 2025

Den flotte mand øverst til venstre havde en middelmådig turnering. Den næsten ligeså flotte mand i ternet skjorte man kan ane bagerst i billedet, havde en solid turnering, som endte med god rating-fremgang.
I årets julehurtigturnering var der 97 deltagere efter nogle afbud pga. sygdom.
Mestergruppen blev for første gang i mange år vundet af en Silkeborg spiller – Per Knudsen.
Vores nyeste medlem Dmitry Semenenko havde en fremragende turnering, hvor han var alene på førstepladsen før sidste runde med 5½ af 6. Han mødte Per Knudsen i sidste runde, og fra hvor jeg stod og så de sidste minutters hektiske opgør blive udspillet, lignede det en remis. Men det er hurtigskak, og tidnøden plus en lang dag, gjorde desværre at Dmitry endte med at tabe partiet og blev dermed henvist til 2. pladsen. Det var en ærgerlig Dmitry efter partiet, men han kan se tilbage på en god turnering, hvor han steg til 2197 i hurtig-rating, nappede 2.pladsen og de 700 kr.
Claus Støvring sad med 3 point efter 4 runder. Med sejr over Lars Hansen (2179) og FM Poul Rewitz (2212), men et nederlag i femte runde mod turneringens vinder Per Knudsen, samt en remis og et nederlag i sidste runde gjorde at han ikke kunne blande sig i topstriden. Claus vandt 3. præmien for spillere under 2050 i rating og han steg fra 2005 til 2047 i hurtig-rating. Han fik en 14. plads og seedet som nr. 23 er det jo en godkendt præstation af den gode Støvring!
Jeg havde ikke den bedste turnering. Det startede ellers udmærket med en remis i første runde mod turneringens højeste ratede spiller FM Jesper Mørch Lauridsen… Men herefter var det som om, at jeg kunne mærke spillet eller hovedet ikke var til mere. Jeg tabte anden runde. Jeg fik dog en sejr og dermed revanche over det unge stortalent fra Holstebro, Samuel Bro Jacobsen (1979) i tredje runde. Herefter tabte jeg – og så blev det til tre kedelige-pølse-remis i de sidste runder. Dermed faldt jeg lidt i rating, fra 2092 til 2075.
Rumænske Maria Magdalena Curca, som træner med i klubben, når hun er på ferie i Danmark vandt en femtepræmie i Basisklasse 3 med 5 point efter 5 sejre og to tab.
Det er altid en hyggelig turnering og vi tager revanche næste år – gerne med flere Skive-spillere!

Dmitry Semenenko fik andenpladsen, 700 kr, og en god ratingfremgang – næsten 2200 i hurtig-rating nu!
