DM

Senior-DM

Skive Skakklub havde fire mand klar ved brætterne, da knap 100 spillere fra søndag den 30. maj var samlet til senior-DM på Løgumkloster Højskole. Feltet blev dog hurtigt reduceret noget, da en deltager efter 1. runde modtog en positiv COVID-19 test, og så måtte både han og en række andre deltagere, som blev betragtet som “nære kontakter”, sendt i isolation og dermed ud af turneringen.

Skive-kvartetten slap dog udenom, så det blev til de fulde syv runders skak for Erling Møller Nielsen (1973), Frode Meldgaard (1722), Lars Breinholt Agger (1790) og Lars Schøning (2015), som når der ikke blev spillet, hyggede sig i et lejet sommerhus i det sønderjyske.

De to Lars’er var begge med i gruppen af “ung-seniorer” mellem 50 og 65 år, mens Erling og Frode skulle forsøge at bide skeer med de virkelige veteraner. Alle fire Skive-spillere sluttede med på papiret respektable 3½ point, hvilket dog på grund af stor forskel i forventet score var et noget bedre resultat for Agger og Frode end for Schøning og Erling.

Lars Schøning både startede og sluttede turneringen godt, men tre tabspartier i midten, heraf et par stykker til væsentlig lavere ratede modstandere, sendte den forventede score i vejret. Hele 5,6 nåede den op på, og det blev kun overgået af turneringsvinderen, GM Henrik Danielsen fra Køge (2524), som hentede 6,5 point af de 7 mulige. Dermed sagde Lars farvel til 55 ratingpoint, så det nye tal er 1960.

L.B. Agger leverede en solid præstation med to gevinster, tre remis’er og nederlag mod de to sværeste modstandere. Det fik han 14 ratingpoint ud af, så han nu har 1804.

I gruppen over 65 år triumferede 76-årige Jens Kølbæk fra Dansk Skak Akademi med 6 point efter en bundsolid turnering. Erling vil nok ikke tænke tilbage på sin turnering med samme stolthed. Resultaterne var lidt la-la, og han måtte aflevere 31 ratingpoint.

Frode lagde ud med to nederlag, men han spillede sig efterhånden op. De tre midterste runder blev alle vundet, og i runde 6 fik han lov til at krydse klinger med karismatiske Jørgen Hvenekilde fra Nørrebro Skakklub, som i sit 86. år stillede op med 2037 i rating. Duellen endte fredeligt i remis. Trods nederlag i sidste runde tjente Frode 17 ratingpoint.

For alle fire Skive-spillere var det den første rigtige skakturnering i lang tid, og med endnu mere åbning af samfundet på vej, kan man håbe, at skaklivet snart for alvor kommer til at ligne sig selv igen.