A-rækken

Sæsondebut til A-holdet

Tirsdag inviterede A-holdet Vorgod til sæsonens første holdkamp.

Resultatet 4-4 var 0,84 over forventet og dermed en mere end godkendt start på sæsonen.

Første man på tavlen var Bjarne Madsen – det så umiddelbart ganske ufarligt ud, men efter 50 minutter var 5-bræt forladt med Bjarnes sorte konge midt på brættet og dermed 1-0.

Kort tid efter havde Freddy og hans modstander fået viklet deres bønder så meget sammen at man enedes om remis – 1½ – ½.

Knattrup havde på 4.brættet taget angrebshandskerne på og fløj i flæsket på sin modstander og kunne notere en fin gevinst! 2½ – ½.

På 3. bræt havde vi fået Birgitte med som reserve – Birgitte mødte en modstander med knap 200 mere i rating, men det til trods spillede Birgitte et superfint parti med sort, hvor det fra start til slut var helt lige, og til sidst uden mulighed for at komme videre = remis. 3 – 1.

Herefter trillede 2 ærgerlige nederlag ind på tavlen.

Først Niels på 6. bræt – hvor han havde fundet en fin vej ud af en presset kongestilling med et officersoffer efterfulgt af en afdækker, som egentlig så ud til at redde stillingen, men Niels valgte den lidt for offensive fortsættelse, som gav en rodet stilling måske med en lille overvægt til Niels’ hvide brikker. I slutspillet blev den sorte konge desværre lukket ind i Niels bondestruktur og dermed måtte han give fortabt. 3 – 2.

På 8. bræt så det ud til at Kay løb sin modstander over ende, men fik desværre fat i tårnet på et tidspunkt hvor det desværre ikke kunne dække en “løs hest”, som derefter faldt og dermed røg Kay’s terrænfordel og derefter også partiet. Endnu mere ærgerligt var det da Kay kunne fortælle at han i løbet af partiet havde overset en mat :-(. 3 – 3.

Peter havde på 1. bræt gang i et lovende angreb mod Peder Brøgger – noget gik galt, eller også var angrebet ikke så farligt som først antaget. Og da røgen havde lagt sig var der alt for stor materiel skade og Peter måtte desværre ned. 3 – 4

Som rosinen i pølseenden sad holdleder/referenten med 2.bedste stilling på brættet – op mod tidskontrollen var der pres på min tid, men ikke desto mindre fik min modstander spærret en løber inde, som kun kunne redde 2 bønder. Sidste 3 træk skulle hives igennem på under 30 sekunder, hvilket åbenbart stressede modstanderen mest, da han i sit 40. træk åbnede for en springergaffel mod konge og tårn, hvorefter han væltede kongen og vi kunne notere 4 – 4 på holdkortet.

Vi er på tavlen med godt spil over hele linjen og klar til de kommende kampe med godt humør og tro på tingene.