PALEOCHORA, 8.+ 9. RUNDE
Med remiser mod 2100-folk i de tre sidste runder efterlod Lars Schøning et fint indtryk i turneringen på Kreta. I 8. runde havde han i modsætning til runden før heldet på sin side som sort mod belgieren Rafael De Coninck (2158). Lars tabte en kvalitet, men belgieren overså kort efter, at en afbytning betød, at Lars kunne vinde kvaliteten tilbage. Det endte i et kompliceret tårnslutspil, hvor Lars måske havde visse gevinstchancer.
I 9. runde havde Lars hvid mod IM Panayotis Pandavos, Grækenland (2134), som forsøgte sig med Albins modgambit. Lars, som ikke følte sig helt på toppen på grund af et halsonde, stillede sig solidt op og tillod Pandavos at vinde bonden tilbage. Da grækeren derpå tilbød remis, var Lars tæt på at rykke armen af ham.
Per Nielsen tabte i 8. runde med sort til norske Tomislav Marosevic, som trods sit beskedne ratingtal på 1590 viste sig som en stærk modstander. Partiet mundede ud i en åben slagudveksling, hvor nordmandens trusler viste sig mest slagkraftige. I Runde 9 skulle Per have mødt en ung græker med 1299 i rating. Denne dukkede imidlertid ikke op.
Facit blev dermed 5 point til Lars og 4 til Per. Ratingmæssigt må resultaterne betyde, at Lars går lidt frem, mens Per går en hel del tilbage. De nøjagtige tal kender vi ikke endnu.