NM for pigerUngdomsskak

Nordisk Mesterskab for piger 2023 i Helsingborg

I weekenden deltog Emma Nielsen (1342) i Nordisk Mesterskab for piger i Helsingborg. 5 danske piger deltog, hvoraf Emma var eneste dansker i B-puljen for piger født ml. 2007 og 2009.

Selvom køreturen til Helsingborg var lang, måtte Emma allerede fredag aften være oppe på dupperne, da hun skulle møde Elma Selvik fra Norge, der med sine 1623 i rating var seeded 1 i puljen.

I første runde spillede Emma hvid og kom fint fra åbningen og spillede langt henad vejen lige op med hende. Elma blev tidspresset og havde et halvt minut mod Emmas 18 minutter. Desværre overser Emma noget taktisk, der koster hende en bonde, så hun vælger at give en kvalitet i stedet, der ødelægger modstanderens struktur. Det var en lang kamp, og da dommerne omkring kl. 22.30 afbryder kampen, da der 10 træk tidligere var begået ulovlig træk af Emma, var begge piger forvirrede og trætte. De måtte tilbage til træk 41, og modstanderen fik 2 minutter ekstra, som gjorde at hendes tidspres forsvandt. Herfra smuldrede det for Emma som tabte kampen.

Efter en god nats søvn var Emma klar til 2. runde lørdag morgen, hvor hun mødte Alice Xiong (1587) fra Sverige. Emma spiller siciliansk dragevariant med de sorte brikker. Modstanderen får et voldsomt kongeangreb, og Emma er presset længe. Det lykkedes dog Emma at afværge angrebet og bytte brikker af til et lige slutspil, hvorefter Emma accepterer modstanderen remis-tilbud.

Efter frokost er Emma klar igen, da hun møder Lidiia Saboleva (1180) fra Finland. Emma lægger ud med London med de hvide brikker. Efter åbningen står Emma passivt, og modstanderen har meget plads. Men heldigt for Emma overser modstanderen midt i hendes angreb en springer, og derefter konverterer Emma kampen på bedste vis.

Lørdag aften efter middagen er der et socialt arrangement for pigerne, hvor de kommer på hold med en pige fra hver nation. De får alle et ark med opgaver, der skal løses – f.eks. hvilken nummerplade har den svenske Volvo, der holder på parkeringspladsen? Hvor gamle er alle de nordiske trænere tilsammen? Hvor mange værelser er der på hotellet? Pigerne må på deres gebrokne engelsk løbe rundt på hotellet og løse opgaverne, hvilket var et fint lille indslag til hygge og smil mellem pigerne.

Søndag morgen spillede Emma mod Elsa Anderson (1270) fra Sverige. Emma spiller siciliansk dragevariant med det sorte brikker. Hun kommer fint fra åbningen. Desværre bliver modstanderens kongeangreb et problem for Emma, så Emma mister en løber i midtspillet, der koster hende kampen.

I den sidste kamp spiller Emma mod Katrin Maria Jonsdottir (1091) fra Island. Emma spillede igen London med de hvide brikker og kommer rigtigt stærkt fra åbningen. Hun får en lille fordel og en aktiv stilling. Emma får i midtspillet sat et kongeangreb op, som resulterer i mat, så Emma kan slutte turneringen med endnu et point.

Emma sluttede turneringen med 2,5 point og en delt 5. plads. B-puljen bliver vundet af Idunn Helgadottir (1622) fra Island.

Alt i alt var det en flot gennemført turnering svenskerne havde stablet på benene. Rammerne på Scandic Helsingborg Nord var fine og forplejningen i top. Så det var en stor oplevelse og lærerig turnering for Emma, som glædede sig over sine 2,5 point og den fine medalje, hun fik. Det eneste minus var køreturen hjem, som var meget lang, da hun endelig kom derfra søndag aften efter præmieoverrækkelse og middag.

Emma med medalje (foto: Camilla Nielsen)
Emma klar til kamp (foto: Arild Rimestad)
Socialt opgaveløb for pigerne lørdag aften (foto: Camilla Nielsen)
Spillesalen for gruppe B og C (foto: Camilla Nielsen)
De danske piger: Andrea Kongskov, Nienke van den Brink, Emma Nielsen, Leia Andries og Anne Sofie Li (foto: Camilla Nielsen)