Holdskak
Skive 2 slap fornuftigt fra anden rundes udekamp mod Herning 2, da
dysten endte 4-4, hvilket også var i overensstemmelse med den
forventede score ud fra ratingtallene.
Skive havde tre afbud, men reserverne gjorde det fint med 1½ point, så
det fik næppe den store betydning for matchens udfald. En af
reserverne, Poul Henning Nielsen, blev først færdig, da hans stilling
på bræt 8 mod Hernings Adam Vergara brød sammen, efter at
herningenseren havde fået opbygget en solid terrænfordel. Evan Thomsen
var en anden af reserverne, og han udlignede til 1-1 ved at vinde over
Martin Ditlevsen på bræt 6 efter først at have vundet en centrumsbonde
og senere en officer. Og på bræt 7 sørgede Søren Agerbæk for at bevare
ligevægten med en tilsyneladende retfærdig remis mod Per Gram
Petersen.
Herning kom foran på ny, da Henning Lund Jensen vandt på bræt 5 over
Knud-Erik Madsen, som opgav efter at have tabt to bønder. Herefter
tilbød Mirsad Subasic remis på bræt 3, og da modstanderen, Jens Lund
Jensen, var på vej i tidnød, valgte han at tage imod. Derefter sørgede
Lars Schøning for udligning ved at vinde et meget skarpt parti på bræt
2 mod Hernings talentfulde Alexander Jessen. Lars fik en officer for
tre bønder, men i den skarpe stilling bommede Alexander et tårn i
tidnøden, hvorefter Lars sikkert kørte gevinsten i hus.Skive kom
derefter foran, da Egon Frandsen på bræt 4 en smule heldigt vandt over
Leif Hamborg efter at have stået i underkanten i store dele af
partiet.Til sidst sad Lars B. Agger tilbage på førstebrættet med et
dårligt tårnslutspil mod Søren Gøgsig, som vandt partiet efter fem en
halv times spil. Dermed 4-4, hvilket nok alt i alt var ganske
rimeligt.
Skive 4 fik en hård medfart, da holdet tog hul på vinterens
holdturnering i C-rækken ude mod Vestsalling. Det blev til et 0-4
nederlag, så ingen havde noget at lade de andre høre. Skive-holdet
bestod af Kay Larsen, Henry Eriksen, Benny Kamstrup og Claus Dam, og
de var også hårdt matchet mod Vestsallings Aksel Christensen, Brian S.
Nielsen, Willy Bracht og Bent Jensen.