1. divisionHoldskakskak

Næstsidste chance

HOLSTEBRO 1 5 – 3 SKIVE 1

Thomas Jepsen 1 – 0 Thor Hammershøj
Jan Rode Pedersen 1/2 – 1/2 Claus Støvring
Erling Høiberg 0 – 1 Phillip Nielsen
Peter Husted 1/2 – 1/2 Claes Løfgren
Poul Erik Nielsen 1/2 – 1/2 Per Nielsen
Ole Østergaard 1 – 0 Lars Schøning
Henrik Christensen 1/2 – 1/2 Vagnur Dam
Samuel Jacobsen 1 – 0 Lars Agger

Lars A. havde fornøjelsen at møde Holstebros 10-årige supertalent Samuel, som lige var vendt hjem fra det nordiske mesterskab for ungdom – og det var nok den intense kamptræning, som – efter Lars’ eget udsagn – gjorde, at Samuel så et træk længere i Lars’ ellers velberegnede kombination!
Phillip udlignede matchstillingen, da han efter en unøjagtighed fra modstanderen i det tidlige midtspil kunne vinde en kvalitet og derefter ikke gav nogle chancer.
I mit eget parti var min modstander kommet ovenpå og havde vundet en bonde, men i tidnøden kneb det for begge parter at finde de bedste træk. Ved træk 41 var jeg endda lidt ovenpå og havde en fribonde, men dronningslutspil er vanskelige, og jeg kunne ikke undgå evig skak.
Per var lidt i samme situation – her var det modstanderen der havde en merbonde og i ihærdigt kæmpede for at føre den frem – men efter næsten 80 træk måtte han erkende at det ikke var muligt samtidig at støtte bonden og holde Pers dame på afstand af kongen.
Lars S havde holdt fast i den gambitbonde som han fik tilbudt i åbningen og stod udmærket, men desværre overså han et kvalitetstab og så kunne stillingen ikke holdes.
Thors parti var en meget lukket kongeinder, men sort fik efterhånden overtaget på kongefløjen og kunne efter tålmodige manøvrer skaffe sig en afgørende materiel fordel.
Kaptajn Claus og hans modstander havde rokeret hver sin vej, og man kunne måske have ventet et større slagsmål – men damerne og de fleste officerer blev byttet af inden der opstod håndgemæng, og med udsigt til et uligefarvet løberslutspil hvor ingen af parterne kunne gøre hinanden ret meget blev der taget remis.
Sidste mand i kamp var Vagnur, der havde en bonde mere i springerslutspillet – men desværre stod alle bønderne på samme fløj, og selv om Vagnur gjorde ihærdige gevinstforsøg holdt modstanderen hovedet koldt, indtil han var klar til at ofre springeren for Vagnurs sidste bonde.
Resultatet 3-5 betyder at vi nu deler 7.-8. pladsen i divisionen med Kjellerup, 1 1/2 point efter Viborg på 6. pladsen – så for at undgå nedrykningen skal vi altså i kampen mod Silkeborg i sidste runde hente (mindst) 1 1/2 p. ind på Viborg – og samtidig holde Kjellerup bag os! Vanskeligt – men ikke umuligt.