Møblér Cup
Med hele 11 spillere ud af de 32 deltagere er Skive Skakklub godt repræsenteret i Møbler Cup. Jørn Hviid spiller i mesterklassen, Lars Agger og Frode Meldgaard i basis 1, Henrik Nyby og Marius Bøss Sørensen i basis 2, Jens Porsborg og Signe Sofie Bøss Sørensen i basis 3, Jakob Schultz Svenningsen og Claus Dam i basis 4. Medregnet i Skives 11 spillere er også 2 debutanter fra Vestfjends Skoleskak – Andreas Lyhne Jensen og Jeppe Makholm, som også er med i basis 4.
Det bliver især spændende at følge de 5 juniorer i turneringen. Både Signe Sofie og Marius er steget meget i rating på det seneste og skal i denne turnering se, om de kan begå sig i et niveau over det sædvanlige. Andreas og Jeppe, som begge blev Danmarksmestre for Vestfjends Skoleskak i hold DM for en måned siden, skal prøve kræfter med voksne og DSU-skak. Jakob er en af to favoritter til at vinde den 8-mand store basis 4.
Jeppe Makholm fik desværre en lidt træls debut. Åbningen gik fint, men i midtspillet overså Jeppe en mat i en, og partiet var hurtigt færdigt. Andreas lagde ud mod rating-favoritten, Ole Møller Pedersen (1192), og gjorde det rigtig godt. Han kom bedst ud af åbningen, men i træk 21 gik det desværre galt. Ole lavede en afdækker-skak, hvor Andreas lavede det forkerte forsvar, hvorved han mistede sin dronning. Havde han fundet det rigtige forsvar, havde stillingen været helt lige.
Jakobs parti var lynhurtigt afgjort: 1. e4, e5, 2. Sf3, Sf6, 3. Sxe5, Sxe4, 4. De2, d5, 5. d3, Sc5, 6. Sc6+!, og Jakob havde vundet dronningen for en officer.
Marius spillede Siciliansk med sort mod Stefan-Adrian Chiritoiu (1672), og de kom hurtigt ud af åbningsteorien. Marius stod bedst indtil træk 20, hvor modstanderen lavede en smart afbytning, der ved hjælp af en familieskak vandt en bonde. Herefter var det op ad bakke for Marius, og det endte ud i et slutspil med konge, tårn og 5 bønder mod konge tårn og 4 bønder. De to bønder på den ene fløj blev byttet af, og det lugtede lidt af remis, men så dummede Marius sig, og pludselig havde Marius kun sit tårn tilbage, medens modstanderen også havde g- og h-bonden. Med Marius helt nede i sækken, dummede modstanderen sig og kunne vælge mellem pat eller at give den ene bonde tilbage. Bonden blev givet tilbage, hvorefter det var en klar remis, hvis man kan sit tårnslutspil.
Heldigvis havde Agger/Hviid for ganske kort tid siden gennemgået dette med juniorerne, og fra træk 62, hvor remistillingen opstod, havde Marius helt styr på stillingen frem til træk 90, hvor modstanderen endelig overgav sig til remis.
Sidst færdig af juniorerne var Signe Sofie, der spillede et langt parti mod Birgit Dithlevsen (1404). Signe fik åbnet Birgits kongelinje, men fik desværre ikke udnyttet det. Pludselig var hun lidt under pres, indtil Birgit dummede sig og lavede en afbytning, der kostede en kvalitet. Men Birgit kom godt igen, og partiet endte i en remis-stilling med tårn og 3 bønder til Signe Sofie mod løber og 5 bønder til Birgit.
Alle resultater kan ses:Her