Holstebro

Møblér Cup 2019

3 gruppesejre til Skive Skakklub i Møblér Cup 2019. Tirsdag sluttede årets udgave af Møblér Cup 2019, og de 11 Skive-spillere kunne tage hjem med tre førstepladser og tre andenpladser og sammenlagt 128 ratingpoint.

I Mesterklassen blev det dog til små ratingtab til alle 3 deltagere, idet ratingfavoritten, Jørn Christensen Hvid, blev nummer 2 i gruppen med 3 point af 5 mulige, Oleh Sivachenko blev nummer 5 med 2 point og Lars Breinholt Agger endte sidst med 1,5 point. Ny Møblér Cup mester blev hjemmeholdets egen Keld Johnny Olsen, der vandt gruppen med 3,5 point.
I basis 1 endte Frode Meldgaard på 4. pladsen med 2 point, hvilket kostede 21 ratingpoint.

I basis 2 endte både Phillip Nielsen og denne artikels forfatter med 3,5 point og lille rating-fremgang. Min sejr tirsdag aften var dog lidt heldig, da jeg gav min modstander mulighed for at lave en simpel “fjern forsvareren”, hvorved han kunne have vundet 2 tynde for en tyk, men heldigvis overså han det også. I stedet for gav han mig mulighed for at ofre løberen på h6 med et afgørende angreb til følge. I korrektionen havde jeg også heldet med mig, så jeg kunne hjemtage førstepræmien en halvt korrektionspoint foran Phillip Nielsen på andenpladsen.

Basis 3 blev vundet overbevisende af Jakob Schultz Svenningsen med 4 point. I sidste runde skulle han bare have remis, og i en fin stilling tog han den sikre løsning og tilbød modstanderen remis med gruppesejr og 34 rating-point til følge. Andenpladsen blev vundet af Frits Nielsen med 3,5 point og 14 rating-point til følge. Efter to års skakpause i USA har Marius slet ikke kunnet få sit spil til at fungere, og det blev kun til et halvt point og 85 tabte rating-point. Marius satser på, at bunden nu er nået, og at det går fremad fra nu af.

Basis 4 blev også vundet suverænt af en Skive spiller, da Kay Larsen blev turneringens bedst scorende spiller og vandt gruppen med hele 4,5 point, hvilket indbragte 185 rating-point. Andenpladsen blev vundet af vores næsten egen Jan Thybo fra Morsø med 4 point og en ratingfremgang på 63 point.

Turneringen blev som sædvanlig afholdt i badmintonhallen, men efter sommerferien flytter Holstebro Skakklub til Sønderlandsskolen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *