2. division

Kneben sejr over Aars

2. division: Skive 1-Aars 4½-3½

Med lodder og trisser lykkedes det Skive 1 at vinde det coronaudsatte opgør fra 4. runde mod bundholdet Aars. Vi havde afbud fra Claes Løfgren, Henrik Smedemark og Oleh Sivachenko, som blev afløst af Egon Frandsen, Michael Ankersen og Frits Nielsen.

“Vi fører 3-1. Vi må nyde det, så længe det varer”, lød det undervejs i opgøret fra Aars-lejren, hvilket skulle vise sig at rumme megen sandhed. Aars havde på det tidspunkt vundet bræt 1, hvor Thomas Thybo havde regnet galt og var kommet bagud med dronning for tårn mod Benny Grønhøj, hvilket ikke lod sig rette op. Også bræt 8 gik til himmerlændingene, da Frits trods en lovende stilling i åbningen måtte se sig slået. Bedre gik det på bræt 6 og 7, hvor Egon Frandsen mod Henning Larsen og Michael Ankersen mod Søren Thomsen begge endte med pointdeling efter partier, der tilsyneladende ikke bød på de store udsving.

Fra det tidspunkt gik det fremad set med Skive-briller. Claus Støvring vandt sikkert med hvid over Niels Pedersen efter tidligt at have slået en kile i Pedersens stilling med bondefremstøddet e6, der betød, at Niels aldrig rigtig fik officererne på kongefløjen udviklet. Også Jørn fik lov til at prøve de hvide brikker efter fire sorte partier i træk. Modstanderen, Søren Grønhøj, var godt med i nogen tid, men da komplikationerne tog til, var Jørn stærkest og vandt. Jørn har dermed lavet 5½ point af 6 mulige og har stadig muligheden for at blive topscorer i 2. division, når sidste runde afvikles på søndag.

Mit eget parti med sort mod Flemming Bøgh Jensen var længe spil til et mål – mit. Jeg valgte en lidt passiv åbning for at undgå dronningafbytning, og det udnyttede en længe meget velspillende Flemming til at få stor fordel. Han vandt en bonde og fik en fribonde frem til d6. Modspil var der ikke meget af, tid heller ikke, men pludselig lavede Flemming en kæmpefejl, der kostede en løber, og kort efter fulgte endnu en grov fejl, så jeg kunne notere en meget heldig sejr.

Med stillingen 4-3 til os sad Lars Schøning tilbage med de sorte brikker mod Mogens Nielsen. Der var materiel ligevægt, men Aars-manden stod nok lidt bedre. Efter dronningeafbytning enedes de to imidlertid om remis, så det endte 4½-3½ til os. Det var akkurat nok til at kravle op på rækkens andenplads før fællesrunden i Skive i på søndag, hvor vi møder rækkens treer, Holstebro.