Klubturnering

Klubturneringens afslutning

Efterårsturneringen blev i høj grad overraskelsernes turnering, ikke mindst i mestergruppen, da klubbens “præsident”, Frode Meldgaard tog fusen på alle +2000-spillerne ved at tage sig af førstepladsen.

Frode var næstlavest ratet i gruppen men tabte kun et enkelt parti, og gevinsten i sidste runde med sort over Thomas Thybo var akkurat nok til den samlede sejr. Frode nåede 4½ point og bedre korrektion end både Thomas Thybo og Claes Løfgren. Herefter fulgte Henrik Smedemark og Jørn Hviid med 4 p. og Michael Glibstrup, der også spillede en fin turnering, med 3½ p. Frodes bedrift smittede også af på ratingbeholdningen, der voksede fra 1807 til 1894.
Ny mand i mestergruppen er Peter D. Nielsen, som også trodsede ratingtallene, da han vandt basis 1 med 5½ point, hvilket også gav præcis 100 ratingpoint, så det nye tal er 1653. Dermed har han overhalet sin gamle rival, Henrik Nyby, der tog sig af gruppens andenplads med 4½ p. og må trøste sig med, at han vandt det indbyrdes parti. Laurits Gorm Dahl opnåede ligeledes 4½ point på tredjepladsen og sneg sig over 1600 i rating, mens ratingfavoritten, Mirsad Subasic, nåede 4 p. på fjerdepladsen.
Basis 2 så på forhånd ganske jævnbyrdig ud, og her imponerede Frits Nielsen ved at vinde gruppen med 5 point, hvilket sender ratingtallet fra 1345 til 1422. På andenpladsen kom Jens Knattrup, som efter en miserabel start med tre nuller, satte turboen til og vandt de fire sidste partier. 4 point samlede også Jakob Schultz Svenningsen, som dermed steg fra 1309 til 1354, og Jan Kringstad, som racer fra 1264 til 1329. Fin debut også af klubbens nye medlem, Jonas Baake, som fik 3½ point ud af de syv partier.
I basis 3, der var Monradgruppe, gav de 14 deltagere hinanden en god, tæt turnering, hvor de tog point fra hinanden på kryds og tværs. I sidste ende var ratingfavoritten, Niels Jensen, en tand stærkere, og med 5½ point tog han sig af førstepladsen. Jan Thybo (5 p.), William Bay Aaagard (4½), Willy Bracht (4½), Patrick Lund Nielsen (4), Johannes Kringstad (4) og Philip Nielsen (4), sluttede ligeledes i den bedste halvdel. Tirsdag den 24. oktober går det løs igen med vinterturneringen, og her, otte dage før tilmeldingsfristen udløber (20/10), er der allerede tilmeldt 36 spillere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *