Islandsk sejr i bymesterskabet
Skive Bymesterskab blev i weekenden afviklet på Skivehus Skole med beskedne 19 deltagere. Det til trods var det en god og hyggelig turnering, og der var spænding til det sidste om topplaceringerne i alle tre grupper.
Mesterklassen var en god gruppe med fem af Skives stærkeste mesterspillere og en udefrakommende storfavorit i skikkelse af den unge, islandske IM Hilmir Freyr Heimisson (2293), som tog til Skive for at spille sig i form til det islandske holdmesterskab. I 1. runde måtte han afgive en remis til Phillip Nielsen, men selv om både Jørn Hvid og Claus Støvring i de følgende runder var tæt på at overraske ham, vandt Hilmir sine fire sidste partier og dermed turneringen med 4½ point – 2 point foran Thor Hammershøj (1955) og Claus Støvring (1921). Claus kunne have sikret sig pokalen, havde han slået Hilmir i sidste runde, men selv om han gjorde en god figur i turneringens længste parti, måtte han strække våben til sidst.
Mod slutningen af partiet, dukkede GM Henrik Danielsen op sammen med sin kone. Danielsen er i familie med Hilmir og diskede både op med skarpe analyser og små opgaver til dem, der sad i kioskrummet og ventede på, at det sidste parti skulle slutte.
De fem Skive-spillere tog point fra hinanden indbyrdes, og med den delte andenplads til Thor og Claus var det de to lavestratede, der klarede sig bedst. Thor vandt 20 ratingpoint og har nu 1975, mens Claus vandt 29 og lander på 1950. Phillip (2055) og Jørn (2051) opnåede hver 2 point og tabte lidt rating, ligesom Oleh Sivachenko (2007), der sluttede det tætte felt med 1½ point efter tre remiser.
I basis 1 havde Skive Mirsad Subasic (1866) og Per Nielsen (1908) med i en gruppe, der blandt andet også talte de unge talenter, Emil Zander, Kjellerup (1897) og John Christopher Højstrup Christensen, Silkeborg (1814). Mens Emil havde en skuffende turnering og kun vandt partiet mod Per, gik John ubesejret igennem og vandt gruppen med 4 point. Per og Mirsad kom på de næste pladser med hhv. 3 og 2½ point og tabte begge lidt rating.
I basis 2 fik Jens Knattrup (1495) mulighed for at vinde gruppen, selv om han glemte at møde op til 1. runde. I de tre næste runder kom der 1-taller på tavlen, og det endte med en finale mod Hernings Birgit Ditlevsen (1208). Desværre for Jens fik han slet ikke spillet til at køre, og Birgit vandt partiet overbevisende, og med 3½ point vandt hun dermed gruppen med bedre korrektion end Viborgs Jens Martin Villumsen (1392). Birgit noterede sig samtidig for turneringens største ratingfremgang ved at hoppe op på 1361. Skive havde også Emma Nielsen (1229) med, og hun gjorde en fin figur med 3 point, der rakte til en fjerdeplads og 27 vundne ratingpoint.
IM Hilmir Freyr Heimisson (2293) og Claus Støvring (1921)
John Christopher Højstrup Christensen (1814) og Per Nielsen (1908)
Birgit Dithlevsen (1208) og Michael Bohnstedt (1424)