Internationale Mesterskaber for juniorer
Yderligere 2 juniorer skal til internationale mesterskaber. Signe Sofie Bøss Sørensen har fået Danmarks plads i U14 pigegruppen til ungdoms-EM i skak i Prag 17. – 28. august, mens Thomas Thybo den 20. september rejser 3000 km øst for Moskva til Khanty-Mansiysk i Rusland for at repræsentere Danmark til ungdoms VM i U14.
Hvor det er første store internationale stævne for Signe Sofie, er Thomas noget mere rutineret. VM bliver således hans fjerde EM eller VM efter deltagelse ved VM i Slovenien 2012, EM i Georgien 2014 og EM i Kroatien 2015.
Ved både EM og VM spilles der en kamp om dagen – i alt 9 runder med en indlagt hviledag. På en typisk dag vil de unge talenter forberede sig om formiddagen, spille dagens parti kl. 15 og efterfølgende skal partiet analyseres. Så det bliver 8-10 timers skak om dagen.
Tidligere er det blevet omtalt, at Marius Bøss Sørensen skal repræsentere Danmark ved U-EM i U10, og at Rasmus Thøgersen skal repræsentere Danmark i junior VM i Indien til august.