Horsens Lang Weekend
To præmier til Skive I Horsens.
Klubbens seks udsendte hentede to præmier med sig hjem fra Horsens Lang Weekend.
Thomas Thybo vandt præmiegruppe tre med 4½ af 7. Undervejs blev det til et par flotte skalpe. I første runde blev FM Tobias Rostgaard, BMS (2302) besejret med hvid, og i sjette runde blev det til gevinst med sort mod Nicolai Kvist Brondt, BMS (2229). De 4½ point sikrede Thomas en rating fremgang på 32, så det nye tal bliver 2031.
Partiet fra første runde kan ses Her
Partiet fra sjette runde kan ses Her
Jacob Schultz Svenningsen vandt fjerde præmien i præmiegruppe 8 med 2½ af 7. Da hans forventede score kun var 1,59 bliver der også lidt rating til kontoen, idet ratingtallet går fra 1268 til 1309. I sidste runde var der dømt intern skive opgør om en mulig præmie, da Jacob med hvid mødte Birgitte Brunsgaard Jacobsen. Med en sejr til en af parterne skulle der ske mange overraskelse i de øvrige partier for, at vinderen ikke ville sikre sig en præmie. Jacob trak sig sejrigt ud af et parti, hvor han var tættere på sit topniveau, end Birgitte var på sit.
Birgitte var klar underdog i 5 af de 7 partier, og hendes samlede forventede score for turneringen blev 2,36. Med gevinst i sidste runde ville hun således have vundet lidt rating. Nu blev det til en tilbagegang på 38 og et nyt tal på 1397. I de fem runder som underdog bed hun godt fra sig, selvom det ikke blev til en masse point. I anden runde lykkedes det hende dog at spille remis med sort mod Vagn Skov Andersen, Horsens (1706).
Laurits Gorm Dahl vandt sine partier som favorit og tabte partierne, hvor han var underdog. Det gav 2 point mod en forventet score på 2,56. Ratingen faldt derfor fra 1576 til 1551. Blandt de fem med højere rating end Laurits havde de tre endda over 1900.
Patrick Lund Nielsen spillede sin første turnering med lang betænknigstid uden for klubben. Som lavest ratede i turneringen var han underdog i 6 ud af 7 partier. Det blev til 1 point efter to remiser. Undervejs i partierne spillede Patrick sig dog frem til chancer for mere også i et par af tabspartierne.
Lars Schøning var forhindret i første runde og spillede derfor kun 6 partier. Her opnåede han 4 point mod en forventet score på 4,52. Hvilket koster 15 ratingpoint.
Turneringen blev overraskende vundet af 8. seedede FM Poul Rewitz, SK1968 (2294) med 6 af 7. Alle resultater og meget mere findes på turneringens hjemmeside Her