1. division

Holdskak Divisionen Skive-Nørresundby 6-2

Skive lever stadig i håbet om at undgå nedrykning fra 1. division, efter at det i næstsidste runde blev til en nødvendig, men ikke desto mindre overraskende 6-2 sejr over Nørresundby hjemme på Skivehus Skole. Dermed fik Skive betalt tilbage fra det tilsvarende møde i 2015/2016-sæsonen. Dengang vandt Nørresundby med de samme cifre.

Begge hold var uden afbud, og på førstebrættet fik vi Thomas Thybo at se fra sin stærkeste side. I en skarp, skarp åbning ofrede Thomas sit tårn på h8 for et angreb,, der blev så farligt, at hans stærke modstander, Bjarne Hansen (2288), tænkte sig langt ned i tid og til sidst måtte opgive at modstå angrebet.

På bræt 2 var også Claes Løfgren oppe mod en klart højere ratet modstander, Per Andreasen (2271). Claes fortsatte imidlertid sæsonens solide spil, og partiet endte remis, vistnok uden på noget tidspunkt at have været i større uligevægt.

Også bræt 3 så en pointdeling. Her var Henrik Smedemark med de sorte brikker oppe imod Svend Pedersen (2127). Henrik kom bedst fra åbningen, men efter en unøjagtighed mistede han en kvalitet for et par bønder. Tilsyneladende var stillingen herefter i dynamisk ligevægt, og der blev taget remis.

Claus Støvring var hvid mod Jens Jørgen Christiansen (2025) på bræt 4. Længe så det lige ud, men i den afgørende sekvens fandt Claus et flot kvalitetsoffer, der satte modstanderen under pres, og for at undgå mat måtte han give kvaliteten tilbage, ligesom der røg to bønder. Herefter var tårnslutspillet nemt vundet for Claus.

På bræt 5 var Per Nielsen sort mod Bent Sørensen (1970). Det afgørende moment kom efter åbningen, hvor Sørensen ikke kunne dy sig for at ofre sin løber på h7 i håb om et afgørende kongeangreb. Han havde imidlertid regnet galt, og Per kunne forsvare sig, så han kom ud af forviklingerne med en officer i overskud. En fordel han ikke siden gav slip på.

Jørn Hvid måtte indkassere dagens eneste Skive-nederlag på bræt 6 som hvid mod Jørgen Jørgensen (2183). Jørn fik ellers en gylden mulighed for et tilsyneladende afgørende angreb allerede i træk 6, men tog den ikke. Herefter kom Jørgensen godt med, og selv om Jørn vistnok undervejs havde mulighed for at afvikle til et lige slutspil, måtte han ned.

På bræt 7 fik Lars Schøning en lidt passiv men ret lige stilling som sort mod Eddie Grosbøl Reis (2079). Lige efter første tidskontrol glemte sidstnævnte at se sig for, da De6 så fristende ud. Lars kunne herefter give en skak ved at flytte løberen fra e7, hvorefter hans dronning på e8 kunne guffe den hvide dronning med let gevinst. Noget af en brøler fra Nørresundby-manden.

Også bræt 8 gik Skives vej efter en god præstation af Poul Hempler, som partiet igennem lagde pres på Børge Pedersen (2001). Poul vandt først én bonde, senere én til, og til sidst valgte Pedersen at give op, da truslerne blev for mange.

Stillingen efter 6. runde (matchpoint i parentes):
SK 1968 1 – 37½ (12)
Herning – 25½ (7)
SK 1968 2 – 23 (6)
Nørresundby – 22 (4)
Springeren – 21½ (4)
Evans – 21 (5)
Viborg – 21 (5)
Skive – 20½ (5)

Program for sidste runde 8. marts i Vejle:
Herning-SK 1968 1
Springeren-Nørresundby
Viborg-SK 1968 2
Evans-Skive

Skive bliver også underdog mod Evans og skal bruge endnu et godt resultat, hvis det skal lykkes at undgå en af de to nedrykningspladser. Spændende bliver det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *