Holdskak – A-Rækken
Skive 4 i A-rækken tog tirsdag aften til Holstebro for at møde byens andethold, der før runden toppede gruppen. Med et klart nederlag på 6-2 blev det ikke den bedste aften, men vi var også underdogs på samtlige brætter, og resultatet var kun en halv under forventet.
Jeg selv havde æren af førstebrættet mod Jacob Jacobsen (1764). Jeg kom skævt ud af den franske åbning og var i problemer allerede i træk 7. Derefter blev jeg udspillet og måtte indkassere et klart nederlag. P.g.a. mine problemer på brættet var der ikke meget overskud til at følge med i de andre spil. Dog fulgte jeg en smule med i juniorernes spil undervejs.
På 5. bræt spillede Birgitte Jacobsen (1481) med hvid remis mod Dennis Noe (1527). Det blev London-systemet, men Dennis Noe forsvarede sig rigtigt mod Birgittes angreb og efter afbytninger ebbede spillet ud i remis.
Marius Bøss Sørensen (1289) stod for Skives enlige sejr, da han med hvid på 7. brættet slog Henrik Agerlund Jensen (1390). I åbningen vandt Marius en centrumsbonde, og senere vandt han en officer ved at udnytte en binding. Derefter blev det sikkert omsat til gevinst.
Sidst færdig i “Vestfjends-bilen” var Jeppe Makholm (1203), der efter 39 træk desværre tabte til Steen Grønborg (1390). Jeppe spillede lige op med den erfarne Holstebro-spiller, og de gik ind i slutspillet begge med dronning, tårn og 5 bønder. Jeppe havde 3 og 2 forbundne bønder, medens modstanderen havde 3 forbundne og to isolerede bønder. Umiddelbart synes jeg, det lignede remis eller en lille fordel til Jeppe. Men modstanderen fik sin ene bonde alt for langt frem, og til sidste blev modstanderens fribonde forvandlet til sejr. Men aftenens spil lover det godt for Jeppe Makholm, der i forårsturneringen skal deltage i lang betænkningstid.
De resterende kampe endte som følger:
2. bræt: Sigurd Rindom (1815) – Rene Poulsen (1654) 1 – 0
3. bræt: Klaus Krisensen (1502) – Henrik Paarup (1787) ½-½
4. bræt: Aksel Hansen (1718) – Jens Knattrup (1484) 1-0
6. bræt: Torben Hellmun (1486) – Niels Jensen (1400) 1-0
I sidste runde skal vi møde Aulum ved fællesarrangement i Herning 9. marts.