Holdkamp – Mester-rækken
Kjellerup 1 – Skive 2
Det var med en vis ærefrygt, at Skive kørte mod Kjellerup, søndag d. 14. december. Kjellerup havde jo lagt voldsomt ud med at vinde de første to kampe med henholdsvis 7 og 8 brætpoints. Alligevel var der ingen grund til bekymring, hvis det stod til vores holdleder, Lars Agger. På vej til Kjellerup påstod Lars, at vi sagtens kunne spille lige op, og at 4 – 4 var et realistisk bud på udfaldet.
Lad det være sagt med det samme: Holdlederen spillede et fantastisk parti og vandt uden de store vanskeligheder og var i hvert tilfælde en af hjørnestenene til slutresultat. Henrik Nyby var ellers den, som lagde ud med første gevinst. Med sort kom Henrik fint ud af åbningen, og da modstanderen pludselig overser, at hans tårn er i slag, er der kort proces. Lidt senere følger Mirsad op med en gevinst. Efter lidt rodet spil trækker Mirsad det længste strå, selvom modstanderen stod bedst. Heller ikke Rasmus Kvist tillod modstanderen de store chancer. Uden de store dikkedarer spillede Rasmus sig til gevinsten, og nu har Rasmus scoret 5 ud af 5 i sine holdkampe!(sic). Jørgen Pedersen kom skiftevis til at stå godt – skidt, rigtig godt og rigtig skidt. Til sidst spillede modstanderen det eneste træk han ikke skulle, hvorefter Jørgen stod til gevinst. Desværre kiksede gevinsten, og Jørgen var nødt til at nøjes med remis. Flemming spillede en rigtig god kamp mod Kjellerups første bræt. Men efter at Flemming mistede en gevinst, gik det lige så stille ned ad bakke, og det endte med at Flemming gav op. Egon stod længe lige i sit parti men et unøjagtigt træk kostede det halve point. Dim kom godt ud af åbningen men satsede for meget, hvorefter der opstod enorme komplikationer. Med 12 træk til de sidste 4 minutter røg der en officer og dermed partiet.
Slutresultatet blev hermed 4½ – 3½, og det var mere, end selveste holdlederen havde håbet på.