Holdkamp – A-rækken
Vores unge Skive 5 tog mandag aften turen til Herning. Som det vil være i alle sæsonens kampe var ratingforskellen i gennemsnit ca. 300 i modstanderens favør – og forskellen i gennemsnitsalderen 35 år. Men holdet kæmpede bravt – og bag det klare 7-1 nederlag gemte der sig et par chancer for at det kunne være gået bedre. Det vækker opsigt og respekt, når Skive stiller op med 5 juniorer på et A-hold.
Først færdig var Jakob Schultz Sveningensen på 6. brættet.. Han mødte Kristian Graversgaard (1365). I en Pirc loverså Jaocb ret tidligt i partiet en afdækkerskak, der kostede dronningen for en bonde, hvorefter han gav op. I Jan Kringsteds fravær stillede Torben Thøgersen op på 2. brættet mod Frank Alkærsig Rasmussen (1760). Torben kom mindst lige ud af åbningen, men i midtspillet viste den store ratingforskel sig. Først røg der en bonde, og senere vandt modstanderen en bonde og en kvalitet på et dobbeltangreb (mat og tårrn).
Niels Jensen på 3. brættet kom godt ud af åbningen mod Birgit Dithlevsen (1655). Faktisk mente han, at han var klar til at sætte et skarpt angreb ind på Birgits kongestilling. Derfor ærgrer Niels sig stadigvæk gul og grøn over en bib-lyd fra sin mobiltelefon, der afgjorde kampen alt for tidligt.
På 8. brættet mødte William Bay Aagaard Thomas V. Stubkjær (1267). William spillede solidt, men en forkert bondeafbytning gav en isoleret dobbeltbonde, som ikke kunne forsvares. Spillet blev endelig afgjort, da modstanderen fjernede en forsvarer og vandt en løber for en bonde.
På 5. brættet gik Birgitte Brunsgaard Jacobsen i sædvanlig stil fra start i et vild angreb mod Kurt Kibsgaard (1379). Modstanderen måtte forsvare sig, men omvendt blev Birgittes stilling sårbar. Det blev ret kompliceret, så den første, der lavede et fejltræk, ville tabe. I den efterfølgende analyse fandt vi et vindertræk for Birgitte; men i kampens hede fandt hun det desværre ikke selv. I stedet slog hun en forkert bonde og måtte senere ned p.g.a. den manglende rokade. Øv stolpe ud i stedet for stolpe ind.
På 1. brættet mødte Marius Bøss Sørensen Leo Jørgensen (1865). Det blev russisk med en 8-9 teoritræk. Men så lavede Marius desværre en positionel fejl, der gav ham en passiv og presset stilling. Marius tænkte så det knagede, men fandt desværre ikke modangrebet, og i tidsnøden brød stillingen sammen
På 4. brættet mødte Signe Sofie Bøss Sørensen Sven Bang (1392). Signe Sofie vandt et par bønder i begyndelsen af spillet på bekostning af rokaden, så der var ikke plads til fejltræk. Rokaden kom endelig i træk 23. I 28. træk lavede hun et dobbeltangreb (mat og springer) med dronningen. Modstanderen overså matten og flyttede springeren i stedet, og for anden kamp i træk lykkedes det Signe Sofie at pynte på holdets resultat.
Sidst færdig var Kay Larsen på 7. brættet mod Henning Mikkonen (1472). Foran med en officer lavede modstanderen en kæmpe brøler, der gav Kay mulighed for at sætte mat i 2. Desværre missede Kay chancen, og i stedet røg der en officer mere lidt senere i spillet.
7-1 passer godt til den forventede score, men der var chancer til mere i Birgitte, Niels og Kays partier. Tirsdag i uge 3 gælder det Vorgod på hjemmebane.