skak

Dødsfald

Klubbens mangeårige medlem Rolf Diderichsen er død 76 år gammel.

Rolf lærte adskillige årgange at spille skak på Roslev Skole, hvor han var lærer i en lang årrække. Han var også særdeles aktiv i det organisatoriske arbejde inden for skoleskakken i dennes storhedstid. Med bopæl i Hjerk, hørte han naturligt hjemme i Nord & Østsalling Skakklub (NØS), hvor han var en central figur, så længe den eksisterede.

Da NØS lukkede, fik vi glæde af Rolf i Skive Skakklub. Her var han i mange år en aktiv spiller i klubbens turneringer og i holdskak, ligesom han også i perioder var med i bestyrelsen. Han huskes dog nok allermest for sit meget behagelige væsen, altid imødekommende, tilbagelænet og med et stort lune.

I de sidste år, hvor helbredsproblemer trængte sig på, så vi ham desværre sjældnere i klubben. Omkring nytår blev hans tilstand forværret, og mandag nat sov han stille ind.

Begravelsen finder sted fra Hjerk Kirke tirsdag d. 11. marts kl. 13.

Æret være Rolfs minde.