DM i Skoleskak
DM er slut og spillerne fra Skive må tage hjem uden præmier, men det var tæt på. I B-gruppen var Poul Hempler med fremme det meste af turneringen. I sidste runde skulle han bruge en gevinst for at få præmie, men det blev desværre til nederlag med sort. Dermed sluttede Poul på en 7. plads med 4,5 point. Birgitte Brunsgaard Jacobsen nåede med en sejr i sidste runde også op på 4,5 point og en 8. plads med dårligere korrektion end Poul. Danmarksmester blev Mikkel Mejlvang, Bornholm.
I C-gruppen var der indbyrdes Skiveopgør, da Philip Nielsen og Jakob Schultz Svenningsen mødtes i en kamp om præmie. Partiet sluttede remis, hvorved de begge sluttede uden for præmierækken med 4,5 point som hhv. nummer 9 og 7. Kasper Pagh sluttede på 3 point. Gruppevinder blev Paulius Meskenas, Køge med 7 point.
I D-gruppen sluttede Jeppe Libach Makholm på 4 point efter 4 sejre og 4 nederlag. Frederikke Amalie Meyer Eriksen opnåede 3,5 efter 3 sejre og en remis. Gruppen blev vundet af Ture Jungberg Nielsen, Aalborg med 7 og bedre korrektion end Lukas Iskos, Nørrebro. Katrine opnåede 3 point i E-gruppen, mens Sean Rask havde et hårdt men lærerigt første DM og sluttede med 2 point. Danmarksmester i E blev Jeppe Hald Falkesgaard, BMS med maksimum 8 point.