Afslutningen af Efterårsturneringen
Morten Fabrin blev efter en solid turnering uden nederlag vinder af mesterklassen i efterårets klubturnering.
Morten besejrede forhåndsfavoritten Henrik Smedemark i 1. runde, og det resultat byggede han videre på ved at slå de tre lavestratede i gruppen og spille remis mod de tre øvrige. Morten sluttede dermed med 5½ point, mens Henrik Smedemark (5 p), Claes Løfgren (4½) og Rasmus Kvist (4) tog sig af de næste pladser.
I basis 1 svingede yo-yo’en denne gang opad for Lars B. Agger, som vandt gruppen med 5½ point, hvilket også skæppede godt på ratingkontoen. Frode Meldgaard (5 p.) og Flemming Kamstrup(4½) kom ind på de næste pladser. Far og søn, Morten og Marius Bøss Sørensen, slap begge fint fra debuten i det skrappe selskab med hver 3 p.
I basis 2 fik man et tæt opløb mellem tre spillere. Længe lignede Laurits Gorm Dahl en vinder efter et udlæg med 5 af 5, men i de to sidste runder kom han til kort mod de to andre bejlere til førstepladsen, Günther Karlsen og Rolf Diderichsen. Det blev Günther, der løb med førstepladsen med 5½ p., mens Rolf og Laurits begge fik 5 p.
Basis 3 blev den mest jævnbyrdige gruppe, og selv om Signe Sofie Bøss Sørensen vandt den med 4½ point, tjente hun ingen rating, og gruppens nummer 2, Henning Staugaard (personligt medlem af DSU), tabte rating med sine 4 point. Ratinggevinst (61) blev der til gengæld til Birgitte B. Jacobsen, som fik 4 p. på tredjepladsen.
I basis 4 tog Kay Larsen sig relativt sikkert af førstepladsen med 6 p, hvilket indbragte 99 ratingpoint. Et solidt plus på ratingkontoen var der også til de to talenter, Jeppe Libach Makholm og Carl Emil Kærsgaard Knudsen, som delte andenpladsen med 5 p.
Turneringen samlede 40 deltagere.