Ærgerligt nederlag
Anden runde for Skives førstehold i 1. division bød på et nyt nederlag. Ganske vist ikke så fælt som de 1-7 i Aalborg i første runde, men alligevel. For vi var snævre favoritter mod Herning med forventede 4,25 point til os, men det endte desværre med 3-5, selv om vi denne gang kun havde 1 afbud.
Indledningsvis desværre et par hjertesuk:
Herning viste sig mere velforberedt til selve partierne end til kampstarten, for de havde ikke fået deres styrkeliste med og placerede i første omgang fejlagtigt Asbjørn Hven over Søren Gøgsig, men de lånte så en korrekt styrkeliste hos en Skivespiller og nåede at rette fejlen, inden kampen gik i gang. Herning har nu heller ikke gjort tingene lettere for sig selv ved at lave forskellige styrkelister til division og hovedkreds. Hvilket man godt må, men det øger naturligvis risikoen for fejl. Desuden var deres holdleder heller ikke klar over, at man ALTID skal placere spillerne i den orden, de står på styrkelisten, uanset om spillerne er anmeldt som reserver eller som faste spillere.
Som arrangør kan Skive heller ikke undgå kritik: Tilsyneladende havde ingen tænkt på, at man nu allerede i hele sidste sæson har skullet indtaste spillerne på den digitale kampliste på nettet inden for den første time af spilletiden, og at man skal opdatere med resultaterne af spillede partier, efterhånden som de foreligger – alt til søndagens glæde for hele den del af skakverdenen, der ikke er ude at spille selv. Naturligvis er denne udmærkede ordning ikke blevet afskaffet til indeværende sæson. Desuden forelå der heller ikke de fysiske resultatkort, der skal udfyldes. (De kan jo downloades fra divisionsturneringens hjemmeside, men det skal selvfølgelig gøres hjemmefra, hvis man ikke er sikker på, at der ligger nogen på spillestedet). Det bliver forhåbentlig alt sammen bragt i orden til næste hjemmekamp i 5. runde mod Jetsmark den 1. februar 2026!
Men nu til kampens forløb i den rækkefølge, partierne afsluttedes.
Også denne gang, som i Aalborg, var Morten Fabrin først færdig. Med sort i en Caro-Kann på bræt 7 kom det ret hurtigt ud i et slutspil lidt i underkanten, men Gøgsig tog ingen chancer, og hans remistilbud i træk 22 blev modtaget.
Phillip blev som sort på bræt 3 nærmest kørt over som sort med et Tarraschforvar i dronninggambit af en veloplagt Thorkild Borup Nielsen, der fik Phillips dronning helt på afveje. Efter 24 træk måtte håndklædet kastes i ringen.
I slavisk ved 5. bræt sluttede Vagnur som sort fred i en helt lige stilling efter 18 træk.
Dagens store nedtur indtraf nok på 6. bræt, hvor Per Nielsen igen spillede hvid mod Chr. Dahl, som han besejrede i fjor i Herning. Per overspillede også i år Dahl, tog helt korrekt både testamentebonden og en centrumsbonde, og alt havde været fryd og gammen, hvis Per havde spillet 12. Sf3! i stedet for 12. Ld3??, der kostede et helt tårn efter svaret 12.- Ld5! Per kæmpede videre til træk 21.
Så stod det 1-3, og det blev værre endnu, da vor ukrainske ven Dmitry ved 1. bræt mødte en på dette punkt meget velforberedt Ole Mikkelsen, som straks overfaldt Dmitry på dronningfløjen i Aljechins
forsvar og vandt et par bønder, mens vor mand aldrig fik sammenhæng mellem sine brikker, men dog holdt ud til træk 41.
Så stod vi heldigvis fint i de tre resterende partier, hvor Skive havde de hvide brikker, så vi havde visse forhåbninger om uafgjort 4-4. Støvring spillede ved 2. bræt et flot parti i Rossolimovarianten mod siciliansk, ofrede en springer på g7 og kørte gevinsten flot i mål i træk 37.
Derefter afsluttede Thor ved 4. bræt et nydeligt parti, hvor han indlagde en fiks kvalitetsgevinst, som han senere vekslede til et helt tårn i overvægt, så Hernings formand måtte opgive ved træk 40.
Vor reserve Frode så ud til at være på vej til en flot angrebssejr på kongefløjen, men det lykkedes mirakuløst modstanderen at holde sammen på stumperne, men detaljerne er være at gengive.
I næste runde spiller vi ude mod Viborg den 7. december. Dem bankede vi i fjor, og det bliver nok nødvendigt at gentage sejren for at komme ud fra de grimme bundpladser.
Det var et lyspunkt, at dagens bunkebryllup mod Herning samlet endte uafgjort 8-8, idet andetholdet i Mesterrækken vandt 5-3 over Herning 2 efter gevinster til Lars Agger, Steen Nielsen, Mirsad Subasic og Rene Poulsen, mens Knud Peder Jensen og Jens Knattrup spillede remis. Michael Glibstrup og Brian Kieslich tabte.
Skive Herning 3-5
Dmitry Semenenko 2169 Ole Helmer Mikkelsen 2215 0-1
Claus Støvring 2060 Klaus M. Christensen 2025 1-0
Phillip Nielsen 2054 Thorkild Borup Nielsen 2023 0-1
Thor Hammershøj 2037 Jesper Maul Vidriksen 2016 1-0
Vagnur Dam 2009 Keld Olsen 1940 ½-½
Per Nielsen 1913 Christian Dahl 1922 0-1
Morten Fabrin 1951 Søren Gøgsig 1920 ½-½
Frode Meldgaard 1919 Asbjørn Hven 1882 0-1
