A-rækkenHoldskak

4 sejr på stribe: 5-3 til Skive 3 over Morsø

Torsdag aften var Skive 3 på besøg hos Morsø. Kravet var en sejr på mindst 5-3, hvis vi skulle holde førstepladsen, og det var lige netop, hvad kampen endte med – helt i overensstemmelse med Dr. Elos forudsigelser.

Jens Knattrup på 7. bræt var lynhurtigt færdig. Emil Støvring (1638) gik helt galt i åbningen, da Jens lagde pres på f7, og efter en halv time havde Jens vundet i 17 træk. Der var comeback til Birgitte Brunsgaard Jacobsen, der har været en tur i Australien. Som vi kender Birgitte, gik hun efter modstanderens, John Molbæk Christensen (1651), strube fra start. Desværre forsvarede han sig godt, og på et tidspunkt så Birgitte lidt presset ud, men til sidst blev de enige om remis.

Dim Buizer var også indkaldt som reserve, og på 5. bræt åbnede han med Larsens b3. Den åbning kendte modstanderen, Peder Lautsen (1711), ikke. Kortvarigt var modstanderen foran med en bonde, men den tilsyneladende gevinst resulterede i en meget langsom udvikling, og hans stilling faldt ret hurtigt sammen.

Jeg selv spillede på 1. bræt mod John Buhl (1838), og for første gang i holdturneringen lykkedes det mig at komme på tavlen med en remis. Åbningen blev siciliansk. Modstanderen udviklede sig lidt passivt, men jeg formåede ikke rigtigt at udnytte det, og pludselig havde han begge løbere og en dronning rettet mod min kongestilling – dog uden at det blev rigtig farligt. Jeg forsøgte at doble tårnene i en åben linje, hvilket dog medførte, at begge tårne og dronningen blev byttet af på e-linjen, hvorefter vi blev enige om remis.

Marius Sørensen spillede på 2. bræt mod Claus Hansen (1768). Modstanderen kom foran med en bonde, og da Marius regnede forkert i en stilling, mistede han også en kvalitet på en springergaffel. Senere lykkedes det ham at vinde kvaliteten tilbage, og i slutspillet forsvarede han sig til remis trods en bonde nede.

På 8. bræt vandt Svante Vinther en officer for to bønder i åbningen, men han fik ikke rokeret og kom under voldsomt pres med bindinger på kryds og tværs. Da det lykkedes ham at få flyttet kongen ud af en binding, og modstanderen, Bjarne Oedersen (1591), efterfølgende valgte en afbytning, kom Svante ovenpå og kunne slutte partiet af med en flot mat. Svante har nu 4 ud af 4!

På 4. bræt spillede Egon Frandsen mod Jens Damgaard (1737). En overgang så Egon ud til at have overtaget med tårnene doblet i en åben linje, det ene tårn placeret på 2. række. Men Egon overså noget og tabte en bonde. Han kæmpede bravt, men måtte til sidst give op.

Sidst færdig var René Poulsen på 3. bræt mod Jørgen Friestrup Madsen (1747). Partiet så meget lige ud hele vejen, og de endte i et tårnslutspil med et tårn og en bonde til hver. Begge havde fået en fribonde frem til henholdsvis 6. og 3. række, men ingen af dem kunne forvalte den, så efter 3,5 times spil blev de enige om remis.

Skive 3 – Morsø 5-3

Morten Sørensen 1871 – John Buhl 1838, ½-½
Marius Sørensen 1857 – Claus Hansen 1768, ½-½
René Poulsen 1855 – Jørgen F. Madsen 1747, ½-½
Egon Frandsen 1845 – Jens Damgaard 1737, 0-1
Dim Buizer 1805 Peder Lautsen 1711, 1-0
Birgitte B. Jacobsen 1767 – John M. Christensen 1651, ½-½
Jens Knattrup 1706 – Emil Støvring 1638, 1-0
Svante Vinther 1676 – Bjarne Oedersen 1591, 1-0