2. division

2. holdet bed fra sig!

Skive 2 Skive 1

Thor Hammershøj 1 – 0 Claes Løfgren
Lars Agger 1/2 – 1/2 Phillip Nielsen
Mirsad Subasic 0 – 1 Jørn Hvid
Knud Peder Jensen 0 – 1 Henrik Smedemark
Frode Meldgaard 1/2 – 1/2 Claus Støvring
Emil Diderichsen 1 – 0 Michael Glibstrup
Egon Frandsen 0 – 1 Oleh Sivachenko
Morten Sørensen 1/2 – 1/2 Per Nielsen
3 1/2 – 4 1/2

I de seneste sæsoner har vore to stærkeste hold spillet i samme række og har derfor indledt sæsonen med et indbyrdes opgør. Og vurderet efter ratingtallene skulle 1. holdet kunne forvente en magelig sejr på 6-2… Men holdleder Frode Meldgaard og hans tropper ville det anderledes! – og kampen blev meget lige, et fint bevis på bredden i vores klub.

Michael valgte Aljechins forsvar mod Emils 1. e4 og fik en udmærket stilling, men overså i midtspillet en binding i d-linjen som kostede en officer, og trods ihærdig modstand gav Emil ikke ved dørene og kørte sikkert sejren hjem.

Oleh fik en marginalt bedre bondestilling mod Egon, som dog holdt godt sammen på stillingen. Men det kostede tid, og Oleh havde stadig en minimal fordel, da Egon overskred tiden i træk 40.

Claus-Frode blev et spansk parti, helt igennem meget lige trods sporadiske tilløb til det håndgemæng som man ville forvente mellem de to kombattanter – men over remisgrænsen kom partiet alligevel ikke.

Jørn-Mirsad så også længe lige ud, men til sidst fik Jørn rettet skytset ind mod Mirsad sidste bonde på kongefløjen, og da kongen forsøgte at redde den løb han hovedkulds ind i et matnet.

I mit eget parti mod Thor kneb det for mig at finde en fornuftig plan, og i en stilling hvor det nok havde været mest klogest at se tiden lidt an forsøgte jeg mig med en linjeåbning på kongefløjen, som Thor elegant vendte til sin fordel og dermed vandt en officer.

Knud Peder besvarede Henriks hollandske åbning med en Staunton-gambit, som Henrik i første omgang afslog – men senere blev bonden slået alligevel, og med et midlertidigt officersoffer fik Henrik et imponerende bondecentrum, som senere kunne konverteres til et fordelagtigt slutspil og gevinst.

Lars og Phillip kastede sig ud i et gevaldigt slagsmål, hvor jeg på et tidspunkt syntes der hang officerer over det hele – men det mundede ud i et helt lige tårnslutspil, hvilket dog på ingen måde dæmpede kamplysten. Så først efter 74 træk blev der givet hånd.

Sidst tilbage sad Morten og Per, også med et langt og vanskeligt slutspil. Det endte remis, et resultat som Per efter eget udsagn kunne være mest tilfreds med.

De tre øverste brætter blev vist live, og partierne kan gennemspilles her: Skive 2 – Skive 1: round 1, game 1 (livechesscloud.com)

Efter første runde har Kjellerup bragt sig i spidsen med 6 point. Alle gruppens resultater kan ses her: Turnerings tabel (skak.dk)