1. division
Skive spillede i går sin første kamp nogensinde i 1. division, da vi var en tur i Viborg. Vi var uden Rasmus, mens de manglede deres normale bræt 4 og 7 Anders Bodholt Nielsen og Esmat Guindy. Den forventede score sagde 4,3 – 3,7 til dem, så nederlaget på 5 – 3 var en lille skuffelse, men lad os starte med dagens positive historie. Morten Fabrin debuterede med en sikker gevinst efter at have fået fordel i åbningen med hvid mod Jes Harholm. Partiet sluttede med denne stilling.
Den anden skivedebutant Claes Løfgren spillede remis med hvid mod Claus Rossen i et parti, som vist var meget lige. Per Nielsen måtte med sort kæmpe noget mere for sin remis mod Thomas Højbjerg, men den kom da i hus. Lars Schøning havde med hvid undervejs nogle gode muligheder, men han fik dem ikke udnyttet og måtte nøjes med remis. Rasmus Kvist stod for holdets sidste remis, da han med sort i et vildt parti med 2 officersofre spillede remis mod Martin Høj Hansen.
Henrik Smedemark spillede med hvid en ret fredelig åbning mod Alllan Holst, og længe så det lige ud, men Holst fik skabt et vundet slutspil og tog hele pointet. Claus Støvring mishandlede de sorte brikker mod Søren Ejdum, som vandt fortjent i et ensidigt parti. Erling Møller Nielsen kunne med sort mod Peter Graves have fået et bondslutspil, som så ud til at kunne holdes remis. Desværre undervurderede Erling ressourcerne i sin egen stilling og valgte en anden forsættelse, som tabte.