2. division

Holdkamp 2. Division, Aalborg 2 – Skive 1. 2½-5½

At en holdkampe kan vippe meget undervejs var vores besøg hos Aalborg 2 et godt et eksempel på. Vi kom godt nok hurtigt foran 2½ – 1½, men på dette tidspunkt efter ca. 2½ timers spil så det langt fra ud til, at kampen ville slutte, som den gjorde.

Mit parti mod Thomas Heine Bech var det første, som blev færdigt. Jeg fik med sort hurtigt udlignet, men i stedet for at få udnyttet et forhastet g4, gik jeg ind i en variant, som førte til en masse afbytninger og et slutspil med uligefarvede løbere og tårn, som ikke indeholdt de store gevinstchancer for nogle af os. Vi enedes derfor om remis i træk 25.
Morten Fabrin kom klart bedst ud af åbningen med hvid mod Christian Volmer Nielsen. Morten udnyttede åbningsfordelen til at presse Christian i bund. I en svær stilling gik det galt for Christian, som mistede et tårn og gav op.
Michael Glibstrup bragte os på 2½ -½ ved med hvid at besejre Rifat Celiloglu. Rifat ofrede tidligt en løber for en bonde, men der var ikke noget i det. Michael kom bare til at stå bedre og bedre, hvorfor Rifat brugte en masse tid og endte med at tabe på tid.
Claes Løfgren kom med hvid i stormvejr mod René Rasmussen, som ofrede en bonde i åbningen. Claes kunne ikke huske teorien og endte med at blive angrebet over ende.
Frode Meldgaard var kommet skidt fra åbningen med sort mod Jesper Momme, men havde fået redet sig ud i et tårnslutspil med 4 bønder til hver. Det var nok remis ved korrekt spil, men Jesper forsøgte for hårdt at vinde, hvilket gav bagslag, og Frode snuppede hele pointet.
Jørn Hvids parti var omskifteligt. Han havde hvid mod Bo Torpegaard Jensen og vandt først en bonde for herefter at måtte give en kvalitet på bagrund af et par tvivlsomme træk. Heldigvis gav Bo en bonde mere og de blev enige om remis i et slutspil med to tårne mod tårn, springer og to bønder mere.
Lars Schøning var som sort kommet skidt fra åbningen mod Alexander Eeg Jensen, men lige pludselig fik Alexander bragt sin konge i fare, hvilket kostede en springer. Herefter var slutspillet vundet for Lars, som kørte sejren sikkert i land.
Per Nielsen så ud til at vinde med hvid over Thomas Høj Jensen, men Per kom i tidnød. Her lykkedes det Thomas ved at ofre to bønder at slippe ind i Pers stilling med dronningen og opnå en evigskak. Umiddelbart skulle man tro, at Per kunne have lukket bedre ned for modspillet, men i tidnøden fandt han ikke det bedste og måtte nøjes med en halv.
Dermed sluttede vi på 5½ trods en forventet på kun 4,28. Alle resultaterne i gruppen findes ses : Her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *