Vinderen af Vinterturneringen er fundet

Claes Løfgren blev en overbevisende og fortjent vinder af Vinterturneringen, den midterste af de tre klubturneringer, da han med 5½ point sluttede et helt point foran de nærmeste forfølgere.

Det var Løfgrens tredje klubturnering i træk uden tabspartier. Vi skal helt tilbage til Vinterturneringen 2017/2018, hvor Claes tabte med hvid til Jørn Hvid for at finde et nederlag – et parti, der i øvrigt var Jørns eneste gevinst i den turnering. Med førstepladsen ligger Claes nu også særdeles lunt i kampen om det samlede klubmesterskab, der endeligt afgøres i Forårsturneringen, der begynder tirsdag den 19. februar, og med 2110 er Claes desuden p.t. klubbens højest ratede spiller.
Der var hård kamp om andenpladsen, der gik til Per Nielsen, der ligesom Henrik Smedemark sluttede på 4½ p. men Per havde bedst korrektion. I sidste runde mødte Per Michael Glibstrup, som selv var med i opløbet, og efter en jævnbyrdig affære lukrerede Per på en overseelse fra Michael til at vinde partiet. Michael sluttede dermed på 4 p. på fjerdepladsen.
Emil Diderichsen fik en flot debut i den bedste gruppe ved at nå 3 p., og han var ubesejret indtil 6. runde. For Efterårsturneringens oprykker, Peter D. Nielsen, sluttede en frustrerende turnering, hvor en række lovende stillinger var forduftet i de første 6 runder, med en opmuntring, da han vandt i sidste runde med sort over Knud Peder Jensen.
I basis 1 kom man ud for den usædvanlige situation, at to spillere, Mirsad Subasic og Lars Agger, sluttede lige med 5 point og helt lige korrektion. Herefter siger klubbens regelsæt, at spilleren med den højeste rating rykker op, og med 1769 mod Aggers 1759, bliver det Mirsad, der får fornøjelsen af at spille i mestergruppen i Forårsturneringen. Den tredje af forhåndsfavoritterne i gruppen, Egon Frandsen, snuppede tredjepladsen med 4½ p.
Det var imidlertid to af de unge, som stod for den største ratingfremgang. Philip Nielsen fik 3½ point og gik fra 1500 til 1561 i rating, mens Poul Hempler opnåede 3 p. og steg fra 1430 til 1495.
I basis 2 kunne ingen hamle op med Oleh Sivachenko, som vandt gruppen helt suverænt med 7 af 7. Oleh skulle under normale omstændigheder have spillet med i basis 1, men han blev så sent tilmeldt, at der kun var plads i basis 2. Det bliver spændende at se Oleh mod bedre modstand i kommende turneringer.
Jens Knattrup og Niels Jensen spillede også en god turnering og sluttede på de næste pladser med henholdsvis 6 og 5 point. I basis 3, gruppen med kort betænkningstid, triumferede Jeppe Libach Makholm ved at vinde alle sine 7 partier. Andreas Vang Lyhne Jensen blev en klar nummer to med 6 p., mens tredjepladsen gik til Bjarke Bregendahl med 4 p. 39 spillere deltog i turneringen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.