U-DM Guld og bronze til Skive!

Søndag skulle ungdoms DM 2016 så afgøres. I U10 skulle Marius spille 3 runder. 5. runde var mod den anden-seedede dansk/brite Abigail Riis Weersing (1354), der kun havde afgivet et halvt po i de første 4 runder og spillet meget overbevisende.

Der blev spillet semi-slavisk og efter en lille åbningsfejl fra Marius, fik han stille og roligt vendt partiet til en lidt bedre stilling. I træk 22 lavede modstanderen en fejl, der gav Marius mulighed for at vinde en bundet løber for en bonde. Modstanderen forsvarede sig godt, men kunne ikke stille noget op mod Marius, der vekslede den materielle fordel til en sejr.

I 6. runde gjaldt det tredje-seedede Lukas Iskos (1201) fra Nørrebro Skakklub. I en skotsk åbning kom Marius klart bedst fra start, men deværre fik han ikke straffet modstanderens åbningsfejl helt så effektivt, som han kunne have gjort. Dog vandt han en bonde hvorefter dronningerne og nogle officerer blev byttet af. I træk 30 havde Marius en klar gevinststilling, men så fjernede han pludselig en forsvarer for en bonde. Heldigvis missede modstanderen chancen for remis, og Marius kunne sætte endnu et point ind på kontoen.

I sidste runde galt det femte-seedede William Østergaard-Nielsen (1215), Nørrebro Skakklub, der efter at have tabt 3. runde havde lavet Monrad-gambitten og sluppet for de øvrige topseedede spillere. Med en sejr over Marius kunne han komme på 6/7 lige som Marius, så Danmarksmesterskabet var ikke hjemme. Dog skulle William ikke bare slå Marius, men de øvrige top-seedede spillere skulle også tabe, for at førstepladsen skulle skifte fra Skive til Nørrebro. Med dette in mente tilbød modstanderen Marius remis efter andet træk, og da remis var nok for Marius, løb han ingen risiko og tog imod. 6,5/7 og et overbevisende Danmarksmesterskab var i hus. Men da den forventede score var helt oppe på 5,55, kunne han dog kun tage 43 ratingpoint med hjem til Skive.

U14/16 Signe Sofie skulle i 4. runde forsøge at vaske skuffelsen fra i går af sig, hvor hun smed en helt sikker sejr ved at sætte sin dronning i slag. Modstanderen var Alexander Trier (1340) GSF-Caïssa. Der blev spillet siciliansk, og damerne blev byttet af ret tidligt i spillet. Signe Sofie havde løberparret mod et springerpar og stod nok en anelse oppe. Men hun skulle ikke risikere at smide noget igen, så hun tilbød remis efter 22 træk, hvilket modstanderen tog imod. Før sidste runde førte hun pigegruppen foran Mikala Høyerup, men i en 5 runders schweizer er det ikke nødvendigvis en fordel. Signe Sofie skulle møde sidste års U12 Danmarksmester, Markus Andreas Baadsgaard (1563) Gribskov Skakklub, medens Mikela fik en nemmere modstander. Signe Sofie spillede dog en rigtig flot åbning og vandt en kvalitet og stod til gevinst. Men så lavede hun et par småfejl og mistede to bønder. Efter 40 træk havde Signe Sofie dronning, tårn og 4 bønder medens modstanderen havde dronning, løber og 6 bønder, men to af dem var dobbeltbonde. Med præcist spil kunne hun måske have holdt remis, men desværre havde hun misforsået reglerne, så hun troede fejlagtigt, at hun fik 30 minutter ved træk 40. Derfor tabte hun på tid. Heldigvis tabte Mikela også, og Signe Sofie havde den klart bedste korrektion og kunne dermed hive dagens andet Danmarksmesterskab hjem til Skive Skakklub. Rent ratingmæssigt gik det næsten som forventet omend hun måtte lægge 11 point i Køge.

Laurits Gorm Dahl havde desværre en mindre god afslutning på UDM. Efter overbevisende spil i de første 3 runder, skulle han i 4. runde møde en anden U16 spiller, Julio Guillermo Quiñones-Maletti (1414) fra BMS Skak i det, der skulle vise sig at blive en direkte kamp om andenpladsen blandt U16 spillerne. Desværrre lavede Laurits en grov fejl i midtspillet og tabte kampen. I sidste runde mødte han Nikolaj Brødsgaard (1231) fra GSF-Caïssa. I en vinderposition gik han desværre selv ind i en binding, der kostede sejren. Laurits blev samlet nr. 3 blandt U16 spillerne, men måtte desværre lægge 56 ratingpoint i Køge. De er dog allerede nu tjent ind igen i klubturneringen.

I U14 havde to spillere 4,5/5 og ens første- og andenkorrektion, så titlen og præmierne blev delt i 2. Kl. 19.30 kunne vi tage turen hjem til Skive igen med to guldmedaljer og en bronze.

Selv om det ikke helt kan ses på billedet var Marius Bøss Sørensen en meget glad vinder af U10.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.