Skive 3 vandt sikkert i Vorgod

Skive 3 vandt tirsdag en sikker men for lille sejr på 5½-2½ over Vorgod 2. Ratingmæssigt var vi klare favoritter på alle brætter på nær 8. bræt, hvor der var ligevægt i rating.

Det begyndte som forventet. På 1. og 2. bræt fik Dim Buizer og Rolf Diderichsen solid fordel efter åbningen og begge kørte senere pointet sikkert i hus. Desværre kom Torben Thøgersen til at mangle en bonde, da det meste var byttet af, og vi måtte indkassere aftenens eneste nederlag. Søren Agerbæk kunne have fået klar fordel, men valgte i midtspillet en forkert plan og endte op med en helt lige og samtidig delvis låst stilling, så der var ikke andet end at acceptere remis´en. På femtebræt havde Rene Poulsen sine problemer undervejs, men løste dem alle og vandt sikkert. Klaus Kristensen syntes også på vej mod sejr med en fribonde, som kun manglede det sidste skridt til forvandling. Desværre fik modstanderen opstillet en alvorlig modtrussel og partiet sluttede remis. Tilbage til sidst sad Jens Knattrup, som undervejs havde pænt store problemer grundet en gang halvkikset åbningsspil. Det så imidlertid ud til at Jens fik afgørende fordel, da han fik springer for bonde. Men det havde kostet tid og med kun 5 minutter tilbage havde Jens tårn og springer og en bonde mod tårn og 2 bønder. Ikke nemt at vinde og da bønderne og tiden forsvandt blev det lige pludselig rigtig nervepirrende, Med omkring et minut tilbage lykkedes det Jens at opstille en evig skak og partiet endte remis.

Med sejren rykkede Skive 3 op på rækkens førsteplads, idet der dog mangler rundens sidste kamp mellem Morsø og Viborg 3. Vinder Viborg en smal sejr bevarer vi den fornemme placering. Under alle omstændigheder ligner det en meget lige A-række, hvor spændingen er intakt indtil sidste runde og mange hold blande sig i afgørelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.