Nyt fra USA

I august lagde Saint Louis Chess Club and Scholastic Center hus til Sinquefield Cup med hele verdenstoppen inkl. Magnus Carlsen – og nogle dage efter til den hurtigskaturnering, hvor Garry Kasparov gjorde come back. Klubben har sit eget hus kun til skak, og alle amerikanske mesterskaber bliver også afholdt der.

I lørdags var rammerne de samme, men deltagerne noget mere beskedne, da der i anledning af National Chess Day var en 1000$ 4 runders G65/d5 turnering. G65/d5 betyder 65 minutters betænkningstid med 5 sekunders delay på uret. D.v.s. uret står stille i 5 sekunder, hver gang der trykkes.
67 personer stillede op i en stor Schweizer, herunder klubbens udsendte til Missouri: Signe Sofie, Marius og undertegnede. Deltagernes ratingtal startede ved 467 og endte ved 2252 plus et par uratede. Mange af deltagerne var børn, der træner i klubben.
Det var Signe Sofies første turneing i USA, så hun gik ind i turneingen urated. I første runde mødte hun en spiller med 1428 i rating. En smart taktisk finte betød, at hun vandt en officer, hvis hun vel og mærket have valgt den rigtige trækfølge. Desværre dummede hun sig og tabte en bonde i stedet, og senere blev det til et helt unødvendigt nederlag. I de to efterfølgende runder blev det til sikre sejre over et par lavere ratede spillere (1120 og 645), inden hun i sidste runde tabte en tæt kamp til en spiller med 1705 i rating. 2/4 og en placering som nummer 31 af 67. Det amerikanske ratingtal hedder nu 1407.
Marius vandt forholdsvis nemt i første runde mod en urated spiller. I anden runde tilbød han lidt for venligt remis i gevinststilling mod en spiller med 1705 i rating. I 3 runde mødte han den andenseede NM (national master) John Lee Peterson med 2175 i rating. Marius tabte en bonde i fransk og måtte ret hurtigt ned. I sidste runde vandt han over en jævnaldrene pige med 1112 i rating, og pointhøsten blev 2,5/4, hvilket rakte til en plads som nummer 24 ud af 67, men også til en delt førsteplads i klasse D (1200-1399), hvilket indbragte 62,5 $. Samlet gav det en ratingfremgang på 67 point, så det amerikanske ratingtal nu hedder 1428.
Jeg selv havde en elendig turnering. I første runde forsøgte jeg med et grandprix attack men blev spillet ud af banen af en dreng med 1153 i rating. I anden runde vandt jeg forholdsvis sikker over en 10 årig dreng med 950 i rating. I 3. runde tabte jeg både en officer og en bonde i overgangen til midspillet mod en spiller med 1248 i rating. Jeg bestemte mig for at give op, men jeg ville lige give et par skakker først og se, om det kunne føre til en feberredning. Og pludselig fik jeg hans konge på vandring, så jeg kunne lave an afdækker, der vandt hans dronning. Jeg sagde pænt undskyld til modstanderen for at stjæle et point. I sidste runde var situationen så vendt om, da jeg stod bedst mod Signes modstander fra første runde det meste af partiet, men da tidsnøden kom, regnede jeg forkert i en afbytning og tabte to bønder, hvorefter jeg måtte ned. Samlet blev det til 2/4 og en placering som nr. 26 ud af 67. Men ratingtallet gik fra 1747 til 1542. (Hvordan kan man smide 200 i rating på 4 kampe spørger du måske? Det kan man, fordi man har en høj korrektionsfaktor i USA, jo færre ratede kampe, man har spillet, indtil man når 25 ratede kampe.) Vi er nu alle 3 i klasse C (1400-1600) og skal desværre kæmpe i samme præmie-gruppe, næste gang det lykkedes os at finde en turnering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.