Nordcap Grill Cup 2019

Skive har fire spillere med i weekendens Nordcap Grill Cup 2019, der også tæller som Holstebros bymesterskab i skak.

Starten var ikke den allerbedste, da der kun kom et enkelt point med i bilen hjem. Det stod Lars Schøning (1908) for i mestergruppe 2, da han med sort vandt over den tidligere Skive-spiller, Bjarne Nielsen (1790), som nu repræsenterer Viborg. Efter en tilsyneladende ret lige stilling fik Lars overtaget og vandt.

I samme gruppe tabte Jørn Hvid (1951) med sort til gruppens ratingfavorit, Thomas Højbjerg Suare (2005) fra Viborg. Jørn stod måske allerede i underkanten, da en overseelse kostede en officer og dermed partiet.

Philip Nielsen (1612) var tilsyneladende godt på vej til gevinst med hvid over Lars Jensen, Viborg (1609), men så fandt Lars et tårnoffer, der fik Philips stilling til at falde fra hinanden, og så måtte Philip se et nederlag i øjnene.

Det samme måtte Per Nielsen (2016), som er oppe imod fem 2100+ spillere i mester 1. I 1. runde var Thomas Jepsen, Sydøstfyn (2139) en for stor mundfuld, og Thomas vandt uden de store problemer.

Turneringen fortsætter med to partier både lørdag og søndag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.