Politiken Cup

Rasmus Thøgersen fortsatte sin vellykkede skaksommer, da han fulgte sin stærke Horsens Lang Weekend-turnering op med endnu en fin præstation ved årets Politiken Cup i Helsingør. Rasmus, der var eneste Skive-spiller i den store, traditionsrige turnering, samlede 5½ point af 10 mulige og skabte flere overraskelser undervejs.
I første runde tabte Rasmus, der indledte turneringen med 1904 i rating, med hvid til Letlands stormester Ilmars Starostits (2494), hvorefter det blev gevinst med de sorte over Flemming Wadtland, Tåstrup (1327). Første overraskelse blev leveret i tredje runde, da Rasmus med hvid spillede remis mod Claes Løfgren, Rokaden (2096).
Det gav en svær modstander igen i 4. runde i skikkelse af FM Richard Bjerke, Norge (2162), men Rasmus gik frisk til sagen og vandt. Derefter fulgte to nederlag, først med hvid til Jacob K. Høyer, Furesø (2085) og dernæst med sort til schweiziske Anton Thaler (2075). I 7. runde vandt Rasmus så over Tor Joensen, Viborg (1668) med hvid, før det med sort blev til nederlag mod Norges Arn-Tore Haugsdal (2068).
Derefter var det tid for slutspurten, og den leverede Rasmus med gevinster over Palle Nielsen, Helsingør (1611), som blev besejret med hvid, før stærke Morten Andersen, Philidor (2149), blev sat til vægs med de sorte brikker.
Rasmus satte med præstationen yderligere 42 ratingpoint ind på kontoen, så det aktuelle tal kom op på 1946.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.