Missouri Class Championship, St. Louis, USA

Som det måske er læserne bekendt, så er Signe Sofie, Marius og Morten Sørensen flyttet til USA. I weekenden deltog Marius og Morten i Missouri Class Championship. Herunder beretter Morten om deltagelsen – både hvordan det gik resultatmæssigt og også lidt om nogle små forskelle mellem amerikansk skak og dansk skak. Bl.a. har man selv skakbrætter med til turneringer.

Debut i amerikansk skakturnering I weekenden blev det årlige Class Championship i Missouri afholdt. Der blev spillet i 7 forskellige styrkegrupper efter amerikansk styrketal – og en nybegyndergruppe. Turneringen var 5 runder schweizer med 3 runder lørdag og 2 runder søndag. Betænkningstiden var – den for Danmark uvante – 115 minutter til hele spillet med 5 sekunders forsinkelse. Så når man trykker på uret, så går der 5 sekunder til at modstanderens ur begynder at tælle ned. Hvis en spiller kommer under 5 minutter, så må begge spillere holde op med at notere. (I Danmark er det kun spilleren, der har under 5 minutter, der må stoppe notationen.)

Den lokale skakfrivillige i Rolla (vores hjemby) havde opfordret os til at tage med. Signe Sofie skulle dog på kanotur med nogle nye venner fra køreskolen (sic), så det blev kun Marius og jeg, der deltog.

Marius gik med sit Elo-rating på 1457 ind i klasse C (1400-1600), der havde 13 deltagere, medens jeg blev placeret i klasse B (1600-1800) også med 13 deltagere jf. mit danske ratingtal på 1652. Marius lagde ud med to nederlag, men kom derefter stærkt igen med to sejre. I sidste runde gik han desværre forkert i en fransk og tabte, så scoren blev 2/5. Vi har meldt os ind i den amerikanske skakunion, og Marius har nu på baggrund af turneringen fået et amerikansk ratingtal på 1361,hvilket den unge mand ikke helt er tilfreds med, men så er der jo basis for fremgang. I første runde mødte Marius i øvrigt den cubanske dissident, Orlando Luis Pardo Lazo, der efter to år som friby-forfatter i Reykjavik nu bor i ST. Louis, Missouri, hvor han er blevet tildelt et PhD-stipendiat. Som bonus til skakturneringen fik vi en førstehåndsberetning om ytringsfrihedens trange kår i det cubanske kommunistiske diktatur.

Jeg selv lagde – i al beskedenhed – godt ud med sejr i 1. runde, remis i anden runde og en sejr på 13. træk i 3. runde (se Her ).
Så før 4. runde lå jeg nummer 2 med 2,5/3 og skulle møde nummer 1 med 3/3. Det blev et lige spil, hvor modstanderen tvang mig til en dronningafbytning i midtspillet, hvorefter han tilbød remis. Jeg kunne bedst lide hans stilling, så jeg tog imod. I 5. og sidste runde skulle jeg så bare have remis for at blive nummer 2 og vinde andenpræmien på 100$. Modstanderen havde lavet Monrad-gambitten ved at tabe første runde og spille remis i anden runde, så han kom nedefra og der skulle være gode chancer. Men men men det hjalp ikke noget, da jeg lavede en kæmpe taktisk blunder tidligt i spillet og mistede en kvalitet. Jeg spillede videre og forsvarede mig, medens modstanderens tid nærmede sig 0. Men til sidst måtte jeg ned, og andenpladsen blev forvandlet til en 4. plads. Baseret på de 5 partier er mit amerikanske ratingtal nu 1747.

Små forskelle Foruden den uvante betænkningstid var der også andre små forskelle. I USA er det standard, at man selv har skakbrætter og ure med til turneringer. Så de fleste deltagere havde ens skaktasker med, indeholdende et sammenrullelig vinyl-skakbræt, brikker og ur. I de første 3 runder har man lov til at vælge at sidde en runde over frivilligt og få et halv point. Det mulighed benyttede GM Kannappan Priyadarshan sig af, da han sad over i første runde og fik et halv point og derefter vandt de sidste 4 runder, så han sluttede af med 4,5/5.

Om det var en tilfældighed eller kytume ved jeg ikke, men både Marius og jeg fik lov til at sætte mat med konge og dronning. I begge Marius’ sejre blev spillet ved helt til han satte mat med konge og dronning. Modstanderne var måske et par år ældre end Marius, så det kunne måske forklare det. Men i min første sejr spillede en grandvoksen mand videre, selv om jeg havde en fribonde, det ikke kunne undgå at blive til en dronning, hvorefter han også fortsatte, så jeg for første gang nogensinde i en rated kamp fik lov til at sætte mat med konge og dronning. Det bliver spændende fremover at se, om det bare var tilfældigt, eller om kulturen er anderledes. Læs mere om turneringen: Her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.