KLUBTURNERINGEN I FULD GANG

Med afviklingen af 4. runde tirsdag, er efterårets klubturnering allerede godt halvvejs, og i flere af de 4 grupper kan der meget vel være pæne overraskelser på vej.

Undtagelsen er mestergruppen, hvor resultaterne i det store og hele har været efter bogen, idet de fire mesterspillere har lagt sig i spidsen. Førstepladsen indehaves af Henrik Smedemark med 4½/5, idet han ud over de afviklede runder også har vundet et fremrykket parti mod Lars Agger. Jørn Hviid og Claes Løfgren, som i 1. runde overlevede noget af et stormvejr mod Mirsad Subasic, har begge 2½ af 3, mens Michael Glibstrup med 2½/4 ligger lige efter.

I basis 1 er Philip Nielsen oprykker, men det har ikke forhindret ham i at komme blæsende ud af starthullerne, og han fører lige nu med 3½ af 4 og har allerede vundet 45 ratingpoint. Også Jakob Svenningsen er kommet stærkt fra start med 3 af 4, men de to unge presses bagfra af ratingfavoritten Peter D. Nielsen med 2 af 2 og Henrik Nyby med 2 af 3, og heller ikke Birgitte Jacobsen med 1½ af 3 kan afskrives på nuværende tidspunkt.Til gengæld har både Laurits Dahl, Rolf Diderichsen og Klaus Kristensen fået en overraskende sløv start på turneringen.

I basis 2 har Poul Hempler, som endnu kun er prøvemedlem af klubben, bevist, at gevinsten mod IM Jesper Thybo i simultanmatchen i august ikke var nogen tilfældighed. Poul fører gruppen med 3½ af 4 foran en formstærk Kay Larsen med 3 af 4. I forfølgerfeltet finder man Jens Knattrup med 2½/4, Jens Porsborg med 2/4, Henry Eriksen 2/4 og Freddy Nikkelborg 1½/3.

Basis 3 er en nyskabelse, idet spillerne i denne gruppe kun har en times betænkningstid til deres rådighed. Også her har et nyt ansigt lagt sig i spidsen, idet Kasper Pagh har fået en flyvende start og trods sine blot 800 i rating har scoret 3½ point i sine 4 partier. Andenpladsen indehaves af Jeppe Makholm med 2½/3 foran Frits Nielsen, Felix Frederiksen og Katrine Dalsgaard, som alle står noteret for 2 af 3. Det bliver spændende at se, om Kasper kan holde føringen hele vejen i mål.
I alt deltager 34 spillere i denne den første af sæsonens tre klubturneringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.