Mesterrækken

Holdskak – Mester-rækken

Skives 3 var en tur i Viborg i søndags og møde naboernes andethold. Det endte med en 5-3 sejr til Viborg hvilket på decimalen var forudsagt af Dr. Elo.

Phillip Nielsen (1553) er utrolig stærk for tiden, og trods en ratingforskel på 224 lykkedes det ham at få remis på 1. brættet mod Jens Bak Larsen (1803). Jeg forestiller mig en del i holdturneringen, der for tiden ærgrer sig over at møde sådan en underrated junior. De næste 3 brætter så jeg desværre ikke ret meget til, men resultaterne blev

2. bræt: Mikael Bach (1693) – Michael Ankersen (1553) 1-0
3. bræt: Poul Søndergaard (1681) – Jakob Schultz Svenningsen (1486) 1-0
4. Lars Jensen (1606) – Frits Nielsen (1583) 1-0

Jeg selv (1666) havde fået æren af hvid på 5. brættet mod Erik Hjort (1533). Onsdagen inden i Vestfjends Skoleskak havde jeg lige undervist i tårne på åbne linjer, og som kaldet fra himlen blev det et spil, der blev afgjort på min kontrol over den halvåbne e-linje. Modstanderen kom passivt ud af åbningen og var nødt til at rykke Kf8 uden rokade. Derefter fik jeg tårnene og dronningen stillet op i den halvåbne e-linje, hvorefter sorts stilling brød sammen. Et meget illustrativt parti om vigtigheden af åbne linjer, udvikling af officerer og rokade før ballede, lige til narcissistisk at bruge i skoleskakundervisningen fremover.

Ved siden af mig på 6. brættet sad Jens Knattrup (1424) på 6. brættet, hvor han mødte Jens Martin Villumsen (1526). Undervejs så det noget presset ud for hr. Knattrup, men han reddede sig en remis.

Birgitte Jacobsen (1481) var på 7. brættet først færdig af os alle. Børge Fisker (1502) tog en bonde med en løber, men havde overset, at Birgitte kunne slå igen med dronningen. Således foran med en officer for en bonde, gik der ikke længe inden modstanderen gav op.

På 8 brættet lavede Marius Bøss Sørensen (1289) trick mod Erik Laursen (1500) og vandt to bønder. Men Marius var for ivrig efter at få byttet alt af og endte i et uligefarvet slutspil 2 bønder oppe. Modstanderen havde styr på sit forsvar og Marius kunne ikke omsætte de ekstra bønder til sejr. Lige inden en trækgentagelse bestemte Marius sig for at satse alt for en sejr og undgå en kedelig remis. Derfor lavede han en bondefremrykning der desværre gik galt, så den sikre remis blev vekslet til et nederlag.

Med 5-3 nederlaget ligger Skive 3 på en 5. plads med en score på præcis 50%. Næste opgave er Thy 1 på hjemmebane 23. februar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *