Holdkampampe – afslutning i Mesterrækken

Skive 2 sluttede på fjerdepladsen, da mesterrækken sideløbende med 2. division, kreds 4, rundede sæsonen af med fællesstævne på Skivehus Skole.
Reelt var både op- og nedrykning afgjort før runden, men der var trods alt sekundære placeringer, ære og rating at kæmpe for. Skive 2 havde på papiret udekamp mod Herning 2, og det blev som forventet en jævnbyrdig affære, som herningenserne endte med at vinde 4½-3½. For Skive vandt Per Nielsen, Mirsad Subasic og Dim Buizer på bræt 1,4 og 7, mens Knud-Erik Madsen på bræt 5 spillede opgørets eneste remis mod Martin Ditlevsen. Evan Thomsen, Egon Frandsen, Jørgen Pedersen og Søren Agerbæk måtte alle indkassere et 0. Især ærgerligt for Jørgen Pedersen, som havde vundet sine seks første holdkampe i mesterrækken, og som på et tidspunkt var en bonde foran i partiet mod Leif Hamborg. Til sidst gik Jørgen imidlertid i en overset mat. Dermed måtte han dele topscorerværdigheden med Mirsad Subasic, som ligeledes blev noteret for 6 af 7. Modsat Jørgen fik Mirsad en masse rating ud af det, nærmere bestemt 87.
Kjellerup 1 sluttede af med at vinde 8-0 over Thy 2, og dermed blev stillingen i rækken cementeret: Kjellerup 1 rykker tilbage i 2. division, mens Thy 2 må ned i A-rækken.
Stævnet, der talte 126 spillere, var flot arrangeret af bestyrelsen, der blandt andet havde hentet bistand udefra af et par skakdommere fra andre klubber samt forstærkning til kantinen, og det forløb uden problemer af nogen art.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.