Holdkamp Skive 3 – Thy 2

Skive 3 tog i dag mod Thy 2, som er det eneste hold i rækken med en gennemsnitsrating, der er lavere end vores. Da der højest bliver en nedrykker fra mesterrækken, ville Skive 3 med en sejr være næsten sikker på endnu et år i mesterrækken. Holdet måtte afgive 3 spillere til divisionsholdene, men det kunne ikke ses, da Thy 2 blev sendt hjem med et 7-1 nederlag. Med fare for hybris så spiller Skive 3 nok også mesterrække næste år.

Rettelse: Morten Fabrin gør opmærksom på, at det faktisk er muligt, at der rykker 3 hold fra 9. hovedkreds ned fra 2. division, hvilket så vil medføre 2 nedrykkere fra Mesterrækken. Dette – trods alt ikke særligt sandsynlige scenarie – gør, at undertegnede var lige tidligt nok ude med at erklære Skive 3 for reddet i mesterrækken.

Da jeg selv spillede på et andet hold, kommer der kun et sporadisk refererat fra dagens runde.

Evan Thomsen vandt med sort på førstebrættet over Torben Laursen (1654). På andenbrættet kom Rene Poulsen med hvid bedst ud af åbningen mod Michael René Christensen (1613). Rene var hele tiden et skridt foran og afslog da også et remis-tilbud omkring træk 20. Nogle få træk efter remis-tilbuddet tog modstanderen et forkert træk, hvorefter René kunne lægge yderligere pres på modstanderens stilling, som derefter faldt sammen.

På 3. brættet tog Michael Ankersen (med sort) og Uffe Kallenbach (1507) en hurtig remis.

På fjerdebrættet spillede Rolf Diderichsen hvid mod Benny Bengtsen (1474). Det blev en stille og rolig modtaget dronninge-gambit. I midtspillet fik Rolf lagt pres på kongefløjen, og modstanderen åbnede pludselig selv op for a2 – g8 diagonalen med f5, som kunne slås en passent. Herefter faldt stillingen helt sammen, og Rolf kunne sætte endnu et point ind på Skive 3’s konto. På 5. brættet vandt Jens Knattrup med sort over Jørgen Kirch Thomsen (1349).

På 6. brættet spillede Laurits Gorm Dahl hvid mod Finn Jepsen (1295). Spillet startede ud med en lidt mærkelig åbning, hvor Laurits fik pres på modstanderens stilling. Modstanderen blev tvunget til at give en springer væk for ikke at tabe sin dronning. Derefter kæmpede han en bravt kamp for at sætte mat, men Laurits lavede ingen fejl, og modstanderen opgav efter et tårnoffer.

På 7. brættet spillede Søren Agerbæk sort mod Hans Jørgen Christensen (1268). Klubbens alderspræsident spillede en stille rolig “skoleskakåbning” (1. e4 e5, 2. Sf3 Sc6, o.s.v…..). Søren kom planmæssigt foran med en bonde, men så lavede han desværre et forkert træk, der gav modstanderen mulighed for at bytte en masse officerer af og vinde bonden tilbage. Søren ville ikke risikere flere fejl og tilbød modstanderen remis, som han tog imod.

På 8. brættet spillede Marius Bøss Sørensen hvid mod Jens Christian Vangsgaard (1095). Modstanderen lavede en åbningsfejl i Philidor, og mistede hurtigt en officer. Herefter gik det kun en vej, hvor Marius fik mulighed for at lave diverse taktiske angreb. I træk 15 opstod der mulighed for mat i 5 træk, hvorefter Marius i 21. træk kunne sætte mat.

Med 7-1 sejren ligger Skive 3 lidt overraskende på 3. pladsen, men den er nok kun til låns, da holdet mangler at møde de to suveræne tophold, Thy 1 og Holstebro 1.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.